sermersooq ud af kanukoka
Ny front ønsker mere ytringsfrihed i Kanukoka
Inuit Ataqatigiit og Demokraterne i Kommuneqarfik Sermersooq ønsker ret til mindretalsudtalelse i Kanukoka
1. januar melder Kommuneqarfik Sermersooq sig ud af kommunernes landsforening, Kanukoka, fordi de føler sig politisk modarbejdet.
Det vil et flertal i kommunen nu forsøge at ændre på. Således skriver viceborgmester, Justus Hansen (D) i en fælles udtalelse med gruppeformand Malene Lynge (IA).
Uretfærdig dialog
- Beslutningsprocessen i KANUKOKAs bestyrelse i dag sikrer ikke mindretalsbeskyttelse. Dette har Sermersooq i sit medlemskab ihærdigt forsøgt ændret men uden held.
Læs: Sermersooq til Kanukoka: Tak for omsorgen – vi klarer os
- Den manglende beskyttelse af mindretallet, betyder for eksempel at Sermersooqs stemme, der repræsenterer 40 procent af landets befolkning, til hver en tid kan underkendes af de øvrige medlemmer. Et enkeltstående medlem kan dermed komme til at stå udenfor indflydelse i vigtige beslutninger. Det er hverken retfærdigt eller i tråd med de demokratiske processer, lyder det fra de to politikere.
Udtalelserne skal ikke tolkes som en opfordring til at blive i Kanukoka og rette op på samarbejdsvanskelighederne, forklarer politikerne til Sermitsiaq.AG.
Bærer stadigt nag
Klart er det kun, at vreden, efter Naalakkersuisut senest i foråret vedtog yderligere million-omfordeling uden samtykke fra Kommuneqarfik Sermersooq, ikke er blevet mindre.
Læs: Asii rystet over ekstraregning
- Kanukoka's eksistensgrundlag fordampede som dug for solen, den første gang tre borgmestre valgte at gå i direkte forhandling med naalakkersuisoq for finanser. Tilbage stod en måbende kommunalbestyrelse i Kommuneqarfik Sermersooq fuldstændigt sat udenfor indflydelse, og Kanukoka kritiserede aldrig gerningen, skriver Hansen og Lynge.
Brevet kaldes et svar til Kanukokas formand, Palle Jeremiassen (S), der den, 9. oktober udsendte en offentlig bøn til hovedstadskommunen om at blive i hans kommuneforening.
Læs: Kanukoka appellerer til Sermersooq: Bliv i fælleskabet Grønland