global opvarmning

Ny forskning kobler grønlandsk varme og dansk sommerregn

Ny forskning afslører en stigning i antallet af højtrykssystemer over Grønland siden 1980'erne. Systemerne er med til at varme Arktis hurtigt op og giver muligvis Danmark vådere somre

Den grønlandske sommer kan godt vise sig fra sin bedste side
Offentliggjort

Grønland er en af de regioner i verden, som hurtigst bliver varmere. Nu har et internationalt forskertema med deltagelse fra DMI fundet en brik til forklaringen. Det oplyser DMI.dk.

- Vi har identificeret ændringer i de vejrsystemer over Grønland, der trækker usædvanlig varm luft op over den vestlige flanke af Indlandsisen, forklarer seniorklimatolog John Cappelen, DMI.

Læs: Grønland svedte i aprilvarmen

Klumper i vejret
I undersøgelsen blev ændringer i vejrsystemer over Grønland siden 1851 analyseret ved hjælp af et 'Greenland Blocking Index' (GBI). 'Blocking' eller blokering er et meteorologisk ord for et højtrykssystem, som ligger stille over samme sted i længere tid og dermed blokerer for ændringer i vejret.

En blokering forhindrer for eksempel også storm-systemer i at bevæge sig ind i området. GBI beskriver dermed forekomsten af lange perioder, hvor der hersker relativt stabile og rolige vejrforhold. Den tidligere tilgængelige version af GBI-datasættet gik kun tilbage til 1948.

Flere blokeringer
Forskergruppen fandt en stigning i forekomsten af sådanne blokeringer over Grønland siden 1980'erne. Stigningen viser sig på alle årstider og resulterer i, at varm luft hyppigere føres op over regionen.

- Vi kobler den stigende forekomst af varm luft over Indlandsisen til den generelle og betydelige opvarmning af Grønland. Opvarmningen påvirker hele Arktis, hvor temperaturerne stiger betydeligt hurtigere end i resten af verden, forklarer seniorklimatologen.

Kan påvirke Danmark
Ændringerne i vejrsystemer over Grønland har dog ikke blot en effekt på Arktis.

- Vi ser også en påvirkning af vejrsystemer i vestenvindsbæltet nedstrøms for Grønland, såsom i Nordvesteuropa. De mange våde somre i Danmark de seneste 15 år kan for eksempel være knyttet til disse stationære højtrykssystemer over Grønland, siger John Cappelen.

Fordoblet tidsperiode
Undersøgelsen har mere end fordoblet tidsperioden på data analyseret i forbindelse med blokerende vejrsystemer i Grønland. Dermed er det et nyttigt værktøj for forskerne, når de kigger på ændringer i atmosfærens cirkulation over Nordatlanten.

Resultaterne øger dermed forståelse af sammenhængen mellem klimaforandringer på mellem- og høje breddegrader, når det kombineres med andre klimatologiske studier.

Resultaterne fra forskningen er offentliggjort i International Journal of Climatology den 2. maj 2016.

Powered by Labrador CMS