Ny doktor i diabetes i Grønland
Speciallæge i almen medicin, ph.d. Michael Lynge Pedersen er blevet doktor med speciale i håndtering af diabetes i Grønland
Speciallæge i almen medicin, ph.d. Michael Lynge Pedersen har en doktorafhandling om hvordan personer med diabetes får den bedste behandling og viden om deres sygdom, selv om de bor i en lille bygd i et fjernt hjørne af Grønland mange timer væk fra lægehjælp.
Forsvaret fandt sted 8. marts 2019, skriver Aarhus Universitet.
Fra fangersamfund til velfærdsstat
- Michael Lynge Pedersen har beskrevet ti års brug af en ny model for diabetesomsorg i Grønland. Diabetes er historisk set en nyere sygdom i Grønland og blandt andet konsekvens af landets hurtige omstilling fra fangersamfund til velfærdsstat. Mange grønlændere har i dag type 2-diabetes i forhold til for cirka 50 år siden, meddeler Aarhus Universitet.
Befolkningsundersøgelser har tidligere påvist, at ti procent af de voksne over 35 har type 2-diabetes og 20 procent har forstadier. Oveni har hver femte grønlænder en genvariant som gør, at de er i særlig stor risiko for at udvikle diabetes. Dette skal kombineres med, at Grønland har helt særlige udfordringer i sundhedsvæsen på grund af lange afstande, tyndt befolkede områder og mangel på fast sundhedspersonale.
Doktorgrad
- Med diabetesmodellen viser Michael Lynge Pedersen, hvordan man bedst bedriver god diabetesomsorg under disse forhold. Modellen for diabetesbehandlingen vil ifølge den nye doktor også kunne overføres til andre kroniske sygdomsgrupper og dermed gavne den generelle folkesundhed i Grønland, lyder det.
Michael Lynge Pedersen får sin doktorgrad ved Health, Aarhus Universitet, hvor han også var ph.d.-studerende.