Tasiilaq
Ny daginstitution i Tasiilaq
Problemer med venteliste vil blive løst, når ny institution i Tasiilaq er bygget færdig
Ventetiden er ovre. Tasiilaq får nu endelig en ny integreret daginstitution. I øjeblikket er håndværkere i gang med at sprænge ud til fundamentet.
Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.
I øjeblikket er 33 børn på venteliste til en vuggestueplads i Tasiilaq og 42 børn på venteliste til en børnehaveplads.
– Det glæder mig meget, at institutionen nu bliver til virkelighed, og at vi dermed kan få løst de ventelisteproblemer, vi har i Tasiilaq, siger formanden for udvalget for børn, familie og skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Anda Uldum fra Demokraterne.
Byggeriet skal snart i gang
Den nye institution får plads til 88 børn, og bygningen skal ligge ved fodboldbanen i den sydlige bydel.
Den nye integrerede daginstitution har været et ønske i flere år, og daginstitution bliver den fjerdestørste bygning i Tasiilaq. Byens specielle terræn og undergrund har gjort det svært at finde en egnet placering.
Da der blev holdt licitation på projektet før sommerferien, var det laveste bud halvanden million kroner højere end budgettet. Det problem har kommunalbestyrelsen løst ved at overføre 1,5 million kroner af driftsmidlerne fra næste år til byggeriet. Fordi institutionen ikke står færdig til nytår, bliver der nemlig ikke behov for alle de penge der er afsat til drift i 2015.
– Det var vigtigt at få byggeriet i gang, før årets sidste skib anløber Tasiilaq, lyder det fra Kommuneqarfik Sermersooq, der behandlede sagen per e-mail i kommunalbestyrelsen.
Den samlede pris for den nye integrerede institution bliver 40,5 millioner kroner.