Ny brandskole officielt åbnet
Brandstationen i Ilulissat tilbyder nu uddannelse inden for beredskabet, så eleverne ikke behøves at rejse til Danmark.
Foto: Avannaata Kommunia
Fire instruktører og 15 elever sad klar i lokalet på første sal på brandstationen i ilulissat, mens borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen, officielt indviede den nye brandskole i begyndelsen af denne måned.
- Jeg er stolt over, at vi nu kan tilbyde en Funktionsuddannelse i indsats i Avannaata Kommunia. Det er virkelig et stort skridt og en stor glæde, at vi nu har så mange elever, der er interesserede i at uddanne sig, siger Palle Jerimiassen ifølge kommunens hjemmeside.
Lokal mulighed
Han fortæller også, at netop en lokal mulighed for at kunne uddanne sig generelt har høj politisk prioritet, og brandskolen er første vigtige skridt.
Hidtil har interesserede brandfolk skullet rejse til Danmark for at tage uddannelsen. Der foregår undervisningen på dansk, og det er en af grundene til et stort frafald.
Nu tilbyder brandskolen i Ilulissat både en uddannelse på grønlandsk og et indhold, der er tilpasset de særlige arktiske forhold.
- Det er en stor dag for beredskabet, og vi håber, at flere nu vil gennemføre uddannelsen, så vi kan styrke kommunens samlede beredskab, siger beredsskabsinspektør Isak Pjetturson, som har været en af drivkræfterne på at få godkendt Avannaata Kommunia som uddannelsessted.
Eleverne skal de næste fire uger gennemføre en række praktiske øvelser i fx brandslukning og de skal igennem en omfattende teori for at kunne bestå ”Funktionsuddannelse i indsats” – en basisuddannelse for brandfok.
De fire instruktører er også uddannet lokalt og Beredskabsstyrelsen udpeger en censor.