Ny behandling mod livmoderkræft viser lovende resultater

- Det er det største, vi har opnået. Faktisk er det skelsættende, siger forsker bagdanskledet studie.

- Vi har både forsinket tilbagefald gevaldigt, og overlevelsen er øget markant, siger Mansoor Raza Mirza, der er overlæge i onkologi ved Rigshospitalet i København.
Offentliggjort

Kræft i livmoderen er én af de mest almindelige kræftformer blandt kvinder.

Hvert år får omkring 800 danske kvinder livmoderkræft. Kun omkring 100 dør af sygdommen, for i de fleste tilfælde bliver kræften opdaget så tidligt, at sygdommen kan kureres med operation alene.

Men for en lille gruppe har kræften nået at sprede sig, og for dem har behandlingen været den samme i årtier - en kombination af to typer kemoterapi - da der ikke er blevet forsket meget i den.

Indtil nu. For overlæge i onkologi ved Rigshospitalet Mansoor Raza Mirza har som leder af et stort internationalt studie, publiceret i New England Journal of Medicine, vist, at immunbehandling ser ud til at kunne kurere patienter med livmoderkræft med spredning.

Overlevelsen er øget markant

Det skriver Videnskab.dk.

- Det er det største, vi har opnået. Faktisk er det skelsættende. Det er ikke noget, vi har set før med patienter med livmoderkræft med spredning, siger Mansoor Raza Mirza til Videnskab.dk.

- Vi har både forsinket tilbagefald gevaldigt, og overlevelsen er øget markant. Så det lader til, at vi har kureret patienter.

Ifølge Anja Ør Knudsen, der er ledende overlæge på Odense Universitetshospital (OUH) og formand for endometriecancergruppen, og som ikke har været involveret i studiet, er det vigtig viden, forskerne finder frem til - netop fordi der i dag ikke er mange behandlingsmuligheder for den her gruppe patienter med livmoderkræft.

- Det ser ud til, der er en stor gevinst for en gruppe af patienter med livmoderkræft, og jeg ser frem til at se de endelige overlevelsestal, når de kommer om noget tid, siger hun og tilføjer:

- Men inden vi taler om helbredelse, skal vi lige trække vejret og vente på, at data modnes lidt mere, siger Anja Ør Knudsen.

Mindre alvorlige bivirkninger

Halvdelen af de 500 patienter, der har deltaget i forsøget - på tværs af Europa (inklusiv Danmark), Israel, Canada og USA - fik immunbehandlingen dostarlimab samtidig med og i en periode efter kemobehandlingerne. Den anden halvdel fik placebo ud over kemoterapien.

I gruppen af patienter, der fik dostarlimab, var der dobbelt så mange, der ikke havde forværring i kræftsygdommen efter to år som blandt dem, der fik placebo. Og overlevelsen i dostarlimabgruppen var næsten 25 procent højere.

I studiet var der lidt flere bivirkninger i gruppen, der fik immunterapi end i placebogruppen. Men for langt størstedelen var det mindre alvorlige bivirkninger som diarré og udslæt, som kan skyldes, at dostarlimab sætter gang i patientens eget immunsystem.

Også patienternes vurdering af deres livskvalitet blev målt, og her var vurderingen bedre blandt de patienter, der fik dostarlimab.

Før immunbehandlingen dostarlimab kan blive en del af standardbehandlingen mod livmoderkræft med spredning, skal det godkendes først af de europæiske lægemiddelmyndigheder og derefter det danske Medicinrådet.

Powered by Labrador CMS