Ny aftale skal sikre Tasiilaq arbejdspladser

Arbejdsløse borgere i Tasiilaq, der sukker efter et job, kan måske se lidt mere optimistisk på fremtiden, hvis man skal tro på de intentioner, som ligger bag en ny samarbejdsaftale, som blev offentliggjort torsdag.

Asii ChemnitzNarup og Hans Enoksen
Et håndtryk beseglede at politikerne nu vil fjerne hindringer for udviklingen i Tasiilaq.
Offentliggjort

- Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst Hans Enoksen og borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup underskrev i dag en samarbejdsaftale, der skal sikre fremgang for fiskerierhvervet i Tasiilaq, fremgår det af en pressemeddelelse, som blev udsendt torsdag eftermiddag.

Det fremgår af meddelelsen, at aftalen forpligter begge parter til at rydde hindringer af vejen med det mål, at Tasiilaqs fiskerierhverv kan udvikle sig.

Hvilke hindringer, som man vil fjerne og som hidtil har været en hæmsko, nævnes ikke i meddelelsen, der udsendes få dage før kommunalvalget.

Men aftalen fokuserer på fire områder, hvor der skal ske forbedringer og nævner:

Etablering af indhandlingssted

Samarbejdsparterne vil i samarbejde med private virksomheder yde en fælles indsats for, at der snarest etableres et indhandlingssted, så mulighederne og potentialet for erhvervsfiskeri udnyttes optimalt.

Kvoter til erhvervsfiskeri

Aftalen indeholder en garanti for, at Departement for Fangst og Fiskeri og Kommuneqarfik Sermersooq vil arbejde henimod, at lokale fiskere og virksomheder får tildelt de nødvendige fiskekvoter. Fiskekvoterne skal skabe sikkerhed for, at fiskere og virksomheder kan drive en rentabel forretning.

Etablering af lokale arbejdspladser

Etablering af indhandlingssted, fiskefabrikker og tildeling af fiskekvoter vil danne grundlag for skabelse af merbeskæftigelse i et område, hvor arbejdskraften er til stede, men beskæftigelsesmulighederne begrænsede.

Kompetenceudvikling af fiskere, besætningsmedlemmer og fiskeriarbejdere

Arbejdskraften er til stede i Tasiilaq, og der er allerede afviklet en del kurser målrettet fiskeriet. Der er dog fortsat behov for, at Departementet og Kommunen afdækker, hvordan arbejdsstyrken fortsat kan tilegne sig kompetencer, der er nødvendige i overgangen fra fangererhverv til fiskerierhverv. Kompetente medarbejdere er afgørende, hvis målene skal realiseres.

Hvor er pengene?

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, at der skulle være afsat ekstra penge til den betrængte landsdel, men om aftalen har begge parter, Hans Enoksen og Asii Chemnitz Narup, store forventninger.

Powered by Labrador CMS