Nuuks ”Vestre Fængsel” foran hård dom
En centralt placeret bygning i midten af Nuuk, der har status af at være en af byens bevaringsværdige bygninger, er kommet på politikernes dagsorden i hovedstadskommunen og risikerer i sidste ende at blive revet ned.
B-31, Det canadiske Konsulat eller slet og ret Vestre Fængsel, som bygningen kaldes i daglig tale, og som ligger mellem rådhuset, Katuaq og Nuuk Center, risikerer at få ophævet sin status som bevaringsværdig.
På torsdag skal Erhvervs- og Økonomiudvalget tage stilling til husets skæbne, som langt fra er så glorværdig, som nogen måske går rundt og tror.
I sagsfremstillingen fra forvaltningsdirektør Hans Henrik Winther Johannsen fremgår det, at den nuværende bygning ikke er det oprindelig canadiske konsulat, som blev opført under 2. Verdenskrig.
Det oprindelige konsulat revet ned
- Som beskrevet i Byatlas Nuuk fremgår det af arkivfotos, at den bygning, der husede det canadiske konsulat, er nedrevet. Det vil med andre ord sige, at den bygning, der i dag betegnes B-31, ikke er den samme som den, der beskrives i De Gule Bynotater, oplyser forvaltningsdirektøren og påpeger, at bygningen ikke er beliggende i et bevaringsområde eller i et kulturmiljø, men derimod i byens administrative center.
- På mange måder betragtes B-31 som uden sammenhæng med denne kontekst, både i sin arkitektoniske udformning som i sin størrelse, lyder vurderingen fra Hans Henrik Winther Johannsen.
Politikerne i Anlæg og Miljø-udvalget har allerede tiltrådt, at bygningens bevaringsstatus ophæves, og nu er det op til økonomiudvalget og derefter kommunalbestyrelsen at se på sagen, hvor efter den så skal i fire ugers høring, hvis indstillingen tiltrædes.
Det fremgår ikke af indstillingen, om der ligger en plan for at nedrive bygningen, så den kan give plads til andre byggerier.