Nuuk TV-formand væltet

Peter Frederik Lyberth er blevet valgt som ny formand for Nuuk TV. Han fik fem flere stemmer end den nu tidligere formand

Peter Frederik Lyberth, som væltede Orla Dalager fra formandsposten, er til daglig ansat hos Air Greenland. Foto: Paornánguaq Kleist
Offentliggjort

Ud af godt 4.000 medlemmer var 81 stemmeberettigede medlemmer af foreningen Nuuk TV mødt op til den årlige generalforsamling torsdag aften.

Prisstigninger og ændringer af kanalpakkerne gennemsyrede aftenen med kritik og spørgsmålstegn ved bestyrelsens arbejde, som ved sidste års afslutning havde et underskud på 1,7 millioner kroner.

Læs: Tidligere Nuuk TV-medlem: Det blev for dyrt

På baggrund af den mere end fire timers generalforsamling fik Nuuk TV's formand Orla Dalager en modkandidat ved valget til formandsposten. Modkandidaten Peter Frederik Lyberth fik 40 stemmer mod Orla Dalager, der fik 35 stemmer. Seks stemte ikke.

Peter Frederik Lyberth skulle derfor ved forsamlingens udgang overtage formandskasketten.

Orla Dalager forblev dog medlem af bestyrelsen, da han blev valgt ind sammen med Jørgen Chemnitz og Nick Johansen, som begge blev genvalgt. De tre resterende medlemmer var ikke til valg i år.

Den nye bestyrelse:
Peter Frederik Lyberth, formand
Jørgen Chemnitz, medlem
Orla Dalager, medlem
Nick Johansen, medlem
Claus Nielsen, medlem
Hans Noahsen, medlem
Henrik Leth, medlem

Suppleanter:
Sofia Rossen
Birgit Gedionsen
Erik H.K. Heilmann

Powered by Labrador CMS