Nuuk har brug for 1.400 frivillige til AWG
Ved Arctic Winter Games i Nuuk i 2002 var 1.000 frivillige i sving. I 2016 bliver der behov for i alt 1.400
Nuuk får sin sag for i marts 2016, hvor byen igen er vært for Arctic Winter Games.
Cirka 1.500 atleter, ledere og hjælpere ventes at gæste byen i forbindelse med arrangementet, og dertil kommer VIP-gæster og presse.
Arrangørerne håber derfor på hjælp fra 1.400 frivillige for at få vinterlegene til at forløbe glat. Det er hele 400 flere end i 2002, da Nuuk sidst var værtsby.
Nuuk vil lægge fjeld til 14 ud af legenes 15 sportsgrene, og dertil kommer alle kulturarrangementerne, som også fylder en del i det samlede program.
Ishockeykampene kommer som de eneste til at foregå uden for byen. Her lægger Eqaluit i Nunavut bane og puck til kampene.
Som led i forberedelserne har arrangørerne nedsat en Host City-komité, der består af borgmester Asii Chemnitz Narup, IA, som formand, medlem af Naalakkersuisut for kultur Mimi Karlsen, IA, formand for Grønlands Arbejdsgiverforening, Henrik Sørensen, samt to tilforordnede fra den internationale Arctic Winter Games-komite, Peter Frederik Lyberth og Mikael Kristensen.
Blandt de første ting, der skal på plads, er at få nedsat en styregruppe, ligesom Arctic Winter Games også skal have ansat en general manager og få organiseret et sekretariat.
Læs flere historier og se, hvad der foregår af stort og småt i Nuuk. Nuuk Ugeavis kan du hente gratis her: