Hole-in-One?
Nuuk Golfklub frister
Mandag den 19. august er Nuuk Golfklub igen på banen
Græsset er grønt, greens er topdressede, fairways er trimmede, og der er en duft af nyklippet græs.
Det betyder, at golfsæsonen er på sit højeste, og der hersker stor aktivitet i klubben, oplyser Nuuk Golfklub i en pressemeddelelse.
Golf er et spil for hele familien, hvor både børn og voksne kan konkurrere mod og med hinanden på lige fod, hvilket er unikt for en sportsgren.
- Derfor vil Nuuk Golfklub gerne tilbyde alle golfinteresserede muligheden for at prøve kræfter med spillet, og hvis det fanger interessen, muligheden for at erhverve retten til at spille golf på alverdens baner, skriver golfklubben.
Uddannelsesforløb
Der er tale om et uddannelsesforløb, der strækker sig over to uger startende mandag den 19. august klokken 17.00 i golfklubben.
På den første træningsaften gennemgås forløbet i detaljer, der spilles lidt golf, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Under forløbet er det muligt at låne udstyr af klubben, og der vil hele tiden være erfarne spillere eller trænere til rådighed.