Nuuk: Flere hurtigladere sættes op
På grund af stigende efterspørgsel, opsættes der flere offentlige standere til el- og hybridbiler i hovedstaden.
Der er godt nyt til ejerne af de flere end 725 el- og hybridbiler, der i dag kører rundt på vejene i Nuuk.
- Nukissiorfiit har nemlig i partnerskab med Kommuneqarfik Sermersooq opsat fem nye offentlige hurtigladere i byen, der er klar til at ’fylde’ grøn strøm på batterierne, fremgår det i en pressemeddelelse.
Forskellige steder i byen
To af de nye hurtigladestandere er allerede i drift, og er placeret uden for Brugseni Natalie og Brugseni Qinngorput. På begge ladestanderne kan to biler lade samtidigt.
- Herudover kommer tre nye ladere i Nuuk Center, som også er klar til brug i denne uge. I Nuuk Center, hvor der allerede er opsat en lader, vil det nu være muligt at have ni biler tilkoblet til opladning samtidigt, oplyses det.
Kommunen medfinansierer hardware til ladenetværket, mens Nukissiorfiit driver og servicerer ladestanderne.
Find ledige ladere på app
- Ifølge planen skal der senere i år sættes yderligere én hurtiglader op, og i løbet af foråret vil Nukissiorfiit også tilbyde leje af hurtigladere til private og virksomheder i Nuuk. Laderne er bygget til at modstå det arktiske klima, og alt afhængigt af bilmodellen bruger de 2-5 timer på at oplade batteriet, fremhæves det.
I løbet af foråret lanceres også en app til smartphones, så det bliver nemmere at finde ledige standere.
- Når man er tilmeldt, kan man nemt finde ledige standere til opladning og betale for sit forbrug et og samme sted, lyder det.