fotoudstilling
Nuuk: Fernisering på Egevangs ’Life at the edge'
Fernisering på fotoudstillingen ’Life at the edge’ i dag den 26. juni i Katuaq i Nuuk
I dag, torsdag, er der fernisering på Carsten Egevangs fotoudstilling ’Life at the edge’ i Grønlands kulturhus Katuaq i Nuuk.
Egevang er selv til stede ved ferniseringen, hvor borgmester Asii Chemnitz Narup klokken 16 officielt åbner udstillingen. Klokken 17.00 er der en såkaldt 'Artist Walk' i Katuaq - en guidet tur gennem udstillingen, hvor Carstenn Egevang fortæller om de udstillede værker. Klokken 18.00 er der 'Artist Talk' - et foredrag, hvor han fortæller om naturfotografering i Grønland og om tilblivelsen af fotoprojektet 'Life at the edge'.
Der er gratis adgang.
Udstillingen, som rummer 28 sort-hvid billeder tager over en 10-årig periode i og omkring Ittoqqortoormiit, havde premiere i Maniitsoq i november 2013.
Se præsentationsvideo: Egevang-fotoudstilling på grønlandsturné
- Indbyggerne i Ittoqqortoormiit lever i sandhed et liv på kanten. Byen udgør udkanten af, hvor man finder menneskelig beboelse i det tyndbefolkede Østgrønland. Nærmeste beboede område findes 800 km mod syd, og nord for Ittoqqortoormiit starter verdens største nationalpark. Indbyggerne i det isolerede Ittoqqortoormiit lever samtidig på kanten af eksistensgrundlaget. Forsyninger fra omverdenen til byen er yderst sparsomme, og traditionel fangst udgør her en større rolle, end de fleste andre steder i Grønland, hedder det i en foromtale af fotoudstillingen.
Fotoudstillingen ’Life at the edge’ vises i Katuaq frem til og med den 3. august.