Nunafonden: Lav en julekalender
Fonden udskriver en konkurrence om en tv-julekalender på begge sprog.

Nunafondens bestyrelse besluttede på sit seneste møde at støtte en julekalender på grønlandsk med dansk undertekst økonomisk.
For at finde emner og producenter til julekalenderen 2010 har en arbejdsgruppe, som Nunafondens bestyrelse har nedsat, valgt at udskrive en konkurrence.
I konkurrencen skal følgende elementer være opfyldt: Et koncept for julekalenderen, et ideoplæg, en synopsis, en produktionsplanlægning og et fyldestgørende budget.
Et bedømmelsesudvalg på fem personer vil bedømme forslagene, der skal være afleveret senest om en måned, den 19. april.
I arbejdsgruppen sidder, på vegne af KNR, Ivalo Egede og Niels Pavia Lynge, på vegne af Katuaq Julia Pars og på vegne af Nunafonden Steffen Petrussen.
Fonden vil den kommende tid kontakte en række institutioner om en økonomisk håndsrækning, skriver Steffen Petrussen.
KNR TV's sidste egenproducerede julekalender hed 'Børnene i blok 24' og blev lavet i 2005, skrevet af Gudrun Kristensen og instrueret af Laila Hansen.