NUIF’s hytte i Kobbefjorden nedbrændt
NUIF’s hytte i Kobbefjorden, som bliver brugt til blandt andet Ekstreme Camp, nedbrændte i går.

Nuuk Ungdom i fremdrift, Nuummi Inuusuttut Siuarsartut, NUIF’s hytte i Kangerluarsunnguit/ Kobbefjorden der bliver brugt til forskellige formål, nedbrændte i går tirsdag ved middagstid.
Røde Kors børnehjemmet som brugte hytten over påsken, var inde i fjorden, da hytten begyndte at brænde.
- Vi formoder, at det er det transportable varmeapparat, en såkaldt Sepro, der har antændt branden ude på toilettet. Hændelsen var et uheld og kunne ske for enhver, og heldigvis var der ingen der kom til skade, fortæller daglig leder af NUIF, Johannes Berthelsen.
Hytten, der var lavet af træ, var på 120 kvadratmeter, og blev bygget i 2004 sammen med unge mennesker. Johnnes Berthelsen oplyser, at de planlagte arrangementer i hytten i Kangerluarsunnguaq vil blive gennemført, da de også har en anden hytte i samme størrelse.
Hytten bliver jævnligt lånt ud til andre institutioner og klubber i byen, og det tager cirka en time at gå op til hytten fra stranden.