global opvarmning

Nu skal klimaaftalen fra Paris omsættes til handling

Der er lang vej igen, før vi kan lægge låg over Jordens opvarmning, siger energi- og klimaminister

Kloden bliver stadig varmere
Offentliggjort

Klimaaftalen fra Paris var i sig selv historisk. Men der skal gøres langt mere for at holde den globale opvarmning under 1,5-2 grader, som verdens lande lovede hinanden sidste år.

Sådan lyder det fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) efter tirsdagens festivitas på klimamødet COP22 i Marrakesh i Marokko. Her har ministre og regeringschefer fejret Paris-aftalen, der trådte i kraft den 4. november.

Læs: Tre år uden stigning i CO2-udslippet

Større reduktioner
- Det har været helt afgørende for Danmark, hvordan ambitionsmekanismen skal indrettes, så vi sikrer, at landene byder ind med større CO2-reduktioner efter 2025, end de allerede har gjort, siger Lilleholt.

Det spørgsmål skal nu, på bedste FN-vis, behandles i en række arbejdsprogrammer de kommende to år. I øjeblikket har kloden kurs mod en farlig temperaturstigning på over tre grader inden år 2100.

Læs: 2016 ser ud til at bryde alle varmerekorder

I en kort politisk erklæring bekræfter landene 'ånden fra Paris' og opfordrer til større indhug i CO2-udslippet, mere klimastøtte til ulandene og solidaritet med de lande, der er mest udsatte for tørke, oversvømmelser eller orkaner.

Private investorer
De lovede 100 milliarder dollar årligt i klimastøtte til ulandene fra 2020 er ved at være samlet ind - der er givet løfter om cirka 92 milliarder - men private investorer skal bidrage langt mere, siger Lilleholt.

Fordel for danske virksomheder
Danske virksomheder inden for det grønne område kan få kronede dage, når Paris-aftalen skal gennemføres, forudser ministeren.

- Der skal investeres massivt i det kommende århundrede. Det handler ikke blot om klima, men også om big business. Der er danske arbejdspladser og øget eksport med i det her, siger han.

Læs: Grønland står uden for global klimaaftale

Mønstereksempel
Danmark er ifølge Lilleholt blevet fremhævet flere gange i Marrakesh som et mønstereksempel på CO2-reduktioner og vedvarende energi. Især har Vattenfalls rekordlave bud på havmølleparken Kriegers Flak vakt opsigt.

Milepæl
- Det er en milepæl for grøn omstilling. Vi har vist, at vi kan lave vedvarende energi, som er konkurrencedygtig over for fossile brændsler. Vores indsats med at lave grøn omstilling har vist sig at være en god investering, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS