Grønnedal
Nu skal der ryddes op i Grønnedal
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen er i dag blevet enige om at igangsætte arbejdet med oprydning i Kangilinnguit (Grønnedal).
Det blev på et møde i dag aftalt, at oprydningen skal iværksættes hurtigst muligt, nu hvor det er afklaret, at Forsvaret fortsat vil være til stede i Kangilinnguit. Parallelt fortsætter drøftelserne om det langsigtede mål for oprydningen.
Affald og bygninger skal væk
- Jeg er glad for, at vi er enige om at igangsætte oprydningen i Kangilinnguit. Det vigtige er, at vi kommer i gang med arbejdet så hurtigt som muligt, så vi blandt andet kan få fjernet affald og bygninger, der ikke længere skal anvendes”, siger Claus Hjort Frederiksen.
- Det er tilfredsstillende for Naalakkersuisut, at arbejdet nu igangsættes. Vi er enige om at lægge vægt på, at oprydningsarbejdet gennemføres i et tæt samarbejde og i dialog med kommunen. At Forsvaret nu går i gang, ændrer ikke på Naalakkersuisuts langsigtede krav til miljøoprydningen. Det vil blive fastholdt i de videre drøftelser med Forsvarsministeriet”, siger Kim Kielsen.
Forsvarsministeriet vil i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq udpege de bygninger, der ikke længere skal anvendes. Nedrivning og fjernelse af bygningerne og affald vil snarest muligt blive iværksat. I den forbindelse vil muligheden for anvendelse af lokale firmaer og arbejdskraft blive undersøgt, ligesom Forsvarsministeriet i samarbejde med myndighederne i Grønland vil se på, hvordan opgaven miljømæssigt og praktisk bedst løses.
Olieforurening skal drøftes
Forsvarsministeriet og Naalakkersuisuts myndigheder vil ligeledes fortsætte drøftelserne om håndtering af olieforureningen og vil blandt andet se på afprøvning af hvilke metoder, der kan anvendes for at opnå det ønskede resultat.