Nu har Grønland rettighedsskoler
Hvad er børnenes rettigheder? De har ret til uddannelse, ret til en tryg opvækst og har ret til at kende deres rettigheder. To skoler i Sisimiut går forrest i Grønland for at undervise børnene i rettighederne.
Nu er UNICEF’s internationale koncept ”Rettighedsskoler” kommet til landet. Minngortuunnguup Atuarfia og Nalunnguarfiup Atuarfia i Sisimiut blev certificeret som Grønlands første rettighedsskoler mandag den 14. juni.
Qeqqata Kommunia og UNICEF har haft et samarbejde for at opnå målet, og kommunens borgmester tror på, at skolerne kan gøre en forskel for børnenes fremtid.
- I de seneste år har vi i Qeqqata Kommunia dels udført en undersøgelse af børns vilkår og igangsat en ekstraordinær indsats for at forbedre børnenes vilkår. Jeg tror på, at børn, der får kendskab til egne rettigheder, vil blive ansvarsfulde og samfundsbevidste borgere i deres voksenliv, og gøre en positiv forskel i samfundet, siger Malik Berthelsen (S) i en pressemeddelelse fra UNICEF og kommunen.
Bedre trivsel på skolerne
Formålet med rettighedsskolerne er at gøre principperne i FN´s Børnekonvention til fundament for elevernes hverdag. Skolerne har siden sidste år arbejdet intenst med at oplyse eleverne om deres rettigheder og har inddraget dem i arbejdet med at forbedre trivslen på skolen.
- Rettighedsskolen understøtter netop trivslen på skolen ved en fælles og systematisk indsats. I det daglige arbejde med Børnekonventionen har hver klasse udarbejdet et klassecharter, der hænger på væggen i klasselokalet.
- Et klassecharter er en klasses arbejde med udvalgte rettigheder, som gælder som klasseregler, fortæller skoleinspektør Jesper Ryttov på Minngortunnguup Atuarfia.
Børn taler pænere
Udover klassecharter har man også indført en tryghedsvandring. Formålet med tryghedsvandring er at forbedre trivslen på skolerne. På tryghedsvandringer bevæger eleverne sig fysisk rundt på skolens arealer og kortlægger, hvilke områder der er utrygge.
Når de er færdig med opgaven, skal de lave nogle handleplaner for, hvilke initiativer de skal tage for at gøre stedet mere trygt.
- Alle eleverne fremhæver tryghedsvandringerne som vigtige, fortæller en lærer fra trin to på Nalunnguarfiup Atuarfia og fortsætter,
- På trin to har vi også arbejdet med, at eleverne skulle snakke ordentligt til hinanden. Her tog vi udgangspunkt i tre artikler i Børnekonventionen og når jeg ser tilbage, oplever jeg, at eleverne snakker pænere til hinanden, siger læreren.
Rettighedsskoler eksisterer i mere end 30 forskellige lande og der er over 4.000 skoler verden over. Ifølge UNICEF peger britiske undersøgelser på, at rettighedsskolerne medfører bedre trivsel, mindre mobning og højere elevengagement, når børn kender deres rettigheder.