endelig
Nu flyder Costa Concordia igen
Det er lykkedes bjærgningsmandskab at hæve det forliste krydstogtskib Costa Concordia flere meter.
For første gang i to et halvt år er Costa Concordia igen flydende.
Bjærgningen af det 290 meter lange, havarerede krydstogtskib begyndte mandag ud for den italienske ø Giglio, hvor det forliste en januaraften i 2012, efter det forinden var stødt på grund med 4229 personer om bord. 32 af dem mistede livet.
Første del af bjærgningsaktionen har gået ud på at få skibet løftet fra sin position, og den del af aktionen er gået efter planen, lyder det.
- Skibet er nu flydende og i balance. Vi er meget tilfredse indtil videre, siger Franco Porcellacchia, der er chefingeniør på den enorme operation, der er den første og største af sin slags nogensinde.
Det 114.500 ton tunge Costa Concordia har siden september hvilet på en kunstig konstruktion, der har holdt skibet i en oprejst position.
Læs: Costa Concordia: Risikabel bjærgning i gang
I løbet af mandagen er det lykkedes bjærgningsholdet at hæve skibet centimeter for centimeter, så det nu flyder mere end to meter over konstruktionen.
Costa Concordia, der er dobbelt så stor som Titanic, skal i løbet af den næste uges tid gøres flydende, så det kan bugseres fra Giglio i Toscana til den norditalienske havneby Genova, hvortil det ventes at ankomme senere på måneden til ophugning.
Ifølge rederiet Costa Crociere, der ejer skibet, har bjærgningsaktionen indtil videre kostet cirka én milliard euro (7,5 milliarder kroner), men inden Costa Concordia er hugget op, ventes regningen at løbe op i mere end halvanden millard euro (11,25 milliarder kroner).
Selv om aktionen indtil videre er gået efter planen, er det ikke uden risici at flytte skibet. Ifølge eksperter, som CNN har talt med, er skibet nemlig råddent, og det risikerer at brække i flere dele, hvis ikke aktionen bliver gennemført med stor varsomhed.
Gennem det seneste år har ingeniører arbejdet på at montere store stålkasser på hver side af skibet. Kasserne, der er fyldt med vand, skal nu fyldes med luft i stedet, og det skal hjælpe med at holde skibet flydende på sin allersidste rejse til Genova.