Annonce
Nu erkender Havørnen det endelig: Jeg er kandidat til Nato-posten
Havørnen er på vej på ferie, men først overflyves Rigsmødet, og så skal der søges nyt job: Enten som Nato-boss eller som ny Arktisk Ammassat: - Jeg er vild med Mette, udtaler en bevæget havørn ved udsigt til, at brikkerne snart falder på plads.
SELVSTYRET FORSTÅR sig virkelig på, at give en statsminister og hendes overfrakke, udenrigsministeren, en velkomst, som sømmer sig for en dansk regering i disse tider.
Annonce
Et helvedes vejr.
Havørnen iagttog i sidste uge, hvordan journalister maste og moslede sig frem mod Air Greenland-maskinen, mens det flyfriske følge af ministre og mappemænd i tynde frakker og på tynde ben kiggede sig forskrækkede omkring under paraplyer og uglet hår. De lignede en forsamling, der lige fået en kold afvaskning, og rigsmødet var end ikke begyndt.
Havørne kan også godt lide at skubbe og råbe, træde på ømme tæer og stille frække spørgsmål, så jeg var i hopla. Jeg stirrede op mod den jerntunge himmel i nuancer af gråt. Slud, regn, stiv kuling.
- Selv det dårlige vejr tager I med fra Danmark, tænkte jeg.
En fidus fra centraladministrationen nidstirrede mig.
- Der er 25 grader og tørke i Danmark, sagde hun tørt.
Tørke … som om.
Her i Grønland har vi omvendt tørke, og det har vi faktisk tænkt os at blive ved med at have hele sommeren. Lige som sidste år, hvor dagene bare kom dryppende, og det krævede en stormflodsforsikring at slentre en tur med hunden.
DET ER relativt sjældent, at havørne blander sig i storpolitik. Det har vi folk til. Men det har dog ikke undgået mit falkeblik, at statmedisteren er på en slags overfladisk, oversøisk rundrejse til verdens vigtigste hovedstæder.
Og det er jo med politik, som det er med Champions League, semifinalen kommer før finalen. Derfor slog Mette (helt efter protokollen) først et smut forbi Washington for at sludre med præsidenten i Det Hvide Hus, før hun satte kurs mod Hans Fedes (gule) Hus i Nuuk og tilbragte et par dage i verdens cooleste hovedstad.
Her var der dækket op til Le Grand Final – mødet med Mr. Múte og Miss Vivian. De skulle blandt andet tale om vejret, som Danmark åbenbart heller ikke vil gøre noget ved, om den uhyggelige spiralsag, som Danmark kommer til at undskylde for, og så naturellement Den Arktiske Ambassadør, som der er blevet talt så meget om, at man skulle tro, at han var verdens mægtigste mand, ja, at han trumfer både Joe B. og Mute B.
Men passer det nu også?
LAD OS begynde på det svar et andet sted end dér, hvor Den Arktiske Ambassadør befinder sig, nemlig i Arktis.
Arktis er som bekendt et stort hjørne af jordkloden: 16.500.000 km2. Det er 8 gange større end Grønland og 150.000 gange større end Danmark.
Den største del udgøres af Ishavet, og kæmpe lande som USA, Canada og Rusland har arktiske landområder, og hertil kommer Sverige, Finland, Norge og Island – og sikkert også en håndfuld andre småstater, som ingen endnu har opdaget.
Midt i det enorme morads finder vi så dramaet om Den Arktiske Ambassadør, en titel, som ingen rigtigt kan finde ud af meningen med.
Ifølge altid upålidelige kilder tæt på Havørnen var det oprindeligt planen, at kalde ham for Den Grønlandske Ambassadør eller Den Forsvundne Fuldmægtig, men det blev opgivet, for det andet lyder nu engang bedre, større.
En anden ting, som Havørnen til gengæld ikke kan finde et fornuftigt svar på, er, hvorfor Rigsfællesskabet overhovedet har en Arktisk Ambassadør, når der nu ikke er en Afrikansk Ambassadør, en Asiatisk Ambassadør, eller en »Ydre Rum Ambassadør«?
Den nuværende indehaver af titlen er ganske givet en fortræffelig kapacitet med en stor energiradius, men hele affæren forekommer underligt abstrakt, og jeg må indrømme, at hvis det ikke var for al virakken, ville jeg faktisk ikke ane, at der overhovedet fandtes sådan én.
Spørgsmålene står i kø, og havørnen har spurgt PET, som ikke vil svare, og FET, som ikke kan svare og MET(te), som henviser til PET og FET – og så er det nærmest ét fedt.
Men hvad laver den pågældende egentlig sådan mere præcist: Hvem fandt på ham – eller hende? Hvad får vedkommende i løn? Og kunne der mon være den mindste lillebitte chance for, at Havørnen kan komme i spil til posten næste gang, hvis Nato skulle glippe? Jeg har nemlig altid haft en svaghed for kombinationen: Maks. personalegoder, minimum tilstedeværelse.
NU VI er ved kategorien – nyt job – vil jeg gerne fremsætte en erklæring, som nok vil udløse jordskælvagtige rystelser i kommentatorkorpset og få det til at runge i de ovale kontorer rundt omkring:
Jeg ER kandidat til posten som ny generalsekretær i Nato.
Ja, så er den ude!
Men hvordan slipper man gennem det transatlantiske nåleøje?
Havørnen har spurgt sig lidt omkring, og det viser sig, at det drejer sig om de 3 store M´er: Minkpels, Makrelmad og masser af Mette-charme.
Og så skal jeg oppe mig. Jeg har (muligvis) en hård rival, som i øvrigt slet IKKE er kandidat. Når hun ifører sig sit militære outfit, ligner hun grangiveligt Lara Croft fra Tomb Raider.
LAD OS lige se lidt nærmere på denne mesterlige Mette: Hun er barsk, frisk, men også sød. Hun stammer fra Grønlands danske hovedstad, Aalborg, og er derfor god til at tale med både høj og lav. På hat med spidserne og kammerat med bisserne. I modsætning til Lars Løkke er hun moderat og bramfri på en ikke-bramfri-måde, og så har hun som socialakrobatisk leder for en samlingsregering givet farven rød et helt nyt udtryk og navn – blå.
Mette er ikke ked af at sige undskyld og var i øvrigt en af de eneste danske politikere, som ikke så småfornærmet ud hin berømte dag på Christiansborg, hvor Aki-Matilda pludselig begyndte at tale grønlandsk fra talerstolen.
Man kunne se på Mette, at hun virkelig gjorde sig umage med at forstå, hvad Aki-Matilda sagde, og at det vistnok handlede om Cirkus Arenas kameler eller noget med Store Bededag.
Bagefter, da Aaja Chemnitz hjalp med at oversætte, gik den rette sammenhæng op for Mette, hvilket dog ikke ændrede hendes grundudtryk: Accept og anerkendelse samt en, vistnok, stor lettelse over, at den forbandede bededagsdebat holdt en fridag.
FØR RIGSMØDET løb af stablen var der som bekendt kurrer på tråden mellem Nuuk og København. Hård retorik. Men trods alt ikke noget som nærmede sig en aktivering af artikel 5 i Nato-pagten; den berømte passus, der handler om, at de andre Nato-lande skal komme et presset Nato-land til undsætning. Da der var uddelt kærlige kram på den regnvåde landingsbane,og mødet gik i gang, virkede det hele ret fordrageligt. De hårde ord kom med blødt brød til kaffen, og det endte ud i en sluterklæring, som i Havørnens slørede optik kan koges ned til den diplomatiske klassiker: Vi er enige om at være uenige, og i morgen bliver alting bedre.
FOR HAVØRNEN var det tydeligt, at den altid belevne Múte viste sig som en formidabel vært, der forstår, hvad livet også handler om, når bølgerne går højt. Håndbold. Her er virkelig en ting, hvor Grønland og Danmark deler en fælles kærlighed, og det var en sand fornøjelse at se de to excellencer, Mette og Múte, stå side om side i en proppet sportshal og sammen juble over de lokale, jernhårde ladies. Til stede var også tredjeviolinen, den færøske præsident, som Havørnen forsøgte at få en sludder med, men det gik helt i fisk. Han følte sig tydeligvis uden for det gode selskab. De lynhurtige og seje håndbolddamer jordede i øvrigt USA med 27-12, hvilket var både godt og skidt. Godt fordi det var godt. Skidt fordi storsejren hæmmer amerikanernes opbakning til Havørnens kandidatur som ny Nato-boss. Som Napoleon sagde – de farlige, uforudsigelige og mest besværlige øjeblikke kommer ofte med sejren.
NU ER rigsmødet forbi. Pludselig var de alle sammen stukket af igen som legesyge sommerfugle den allerførste sommerdag. Men det er bestemt også dejligt. Nu kan dagligdagen atter indfinde sig med sine søde trivialiteter. Min nye hustru Alvilda tog imod mig hjemme i reden med pudset fjerpragt og kvidrede glad, at hun havde inviteret sine forældre til middag samme aften. Nu har Havørnen det på samme måde med svigermekanikken, som læserne har, så glad blev jeg ikke. Hun kvidrede videre og spurgte falsk interesseret ind til mødet med Mette, om hvilket indtryk ikke-kandidaten havde gjort på mig, kandidaten.
- Super-nice, svarede jeg.
Alvilda betragtede mig med et mistænkeligt udtryk, så jeg skyndte mig at tale videre.
- Har du fortalt din far, at jeg er socialdemokrat? spurgte jeg.
Hun rynkede sine plukkede bryn.
- Jeg har fortalt ham, at du tager stoffer, har spillegæld, drikker for meget og skylder penge til hashkonger og rockere, men jeg har ikke turdet sige det hele med det samme, svarede hun.