Nu er det blevet dyrere at tanke bil og båd
Prisen på gasolie/diesel, petroleum og benzin stiger med 25 øre per liter fra i dag, onsdag den 1. maj.
Hvis du mener, at du betaler mere per liter brændstof, når du tanker din bil eller båd op i dag, så har du ret.
Polaroil oplyser i en pressemeddelelse, at brændstofpriserne stiger fra 1. maj.
- Prisstigningen er den første stigning siden sommeren 2014. I perioden efterår 2014 til sidste prisændring i marts 2018 blev priserne nedjusteret med i alt 1,55 kroner per liter, lyder det i pressemeddelelsen.
Priserne på brændstof ser sådan ud:
- Gasolie/diesel koster nu 5,35 kr. pr. liter incl. miljøafgift på 10 øre/l.
- Petroleum koster nu 5,46 kr. pr. liter, incl. miljøafgift på 10 øre/l.
- Benzin koster nu 5,20 kr. pr. liter, incl. miljøafgift på 10 øre/l.
- Desuden stiger prisen på Jet A-1 (flybrændstof) også med 25 øre pr. liter fra 5,13 kr. til 5,38 kr. per liter.
Prisændringen skyldes hovedsageligt højere fastprisaftaler for brændstofpriserne for 2019 i dansk kroner og dermed højere indkøbspriser på brændstof i forhold til 2018, lyder forklaringen fra Polaroil.
Ligeledes er verdensmarkeds priser også steget fra forrige fastprisaftaler til nuværende fastprisaftaler.
Polaroil oplyser, at en ændring i selskabets logistik setup har medvirket til en reduktion i årlige omkostninger svarende til ca. 10 øre per liter, hvilket delvist modvirker effekten af de højere fastprisaftaler.