Nu begynder nedrivningen af Barsebäck

Første spadestik er taget i nedrivningen af atomkraftværket i Skåne. Det er dog først helt væk i 2020

Det lukkede Barsebäck-værk pilles nu fra hinanden
Offentliggjort

Nedrivningen af det svenske atomkraftværk Barsebäck er gået i gang i dag, fredag.

Dermed bliver Barsebäck det første kommercielle atomkraftværk, der rives ned i Sverige.

Det første spadestik er taget i den langvarige proces, som ventes at være afsluttet i 2020.

Slukkede for ti år siden
For at nedrivningen foregår sikkerhedsmæssigt forsvarligt, skal der først bygges et lager, hvor de radioaktive dele kan opbevares, indtil et mere permanent opbevaringssted er klar i Forsmark.

Værket blev taget i brug i 1970'erne og producerede strøm til dele af Sverige, indtil produktionen stoppede for ti år siden.

Siden da har anlægget først og fremmest været brugt til uddannelsesformål sideløbende med, at forberedelserne til nedrivningen har været i gang.

Tre andre svenske a-værker
- Hvad området skal bruges til fremover, er op til ejeren, Eon, siger Åsa Carlson, der er direktør for Barsebäckværket, til nyhedsbureauet TT.

Sverige har på nuværende tidspunkt ti reaktorer fordelt på tre atomkraftværker, som sidste år producerede 38 procent af den elektricitet, der blev brugt i Sverige.

Læs også: Den ødelæggende debat om nultolerance var unødvendig

Powered by Labrador CMS