FN klimatopmøde
Nu begynder kampen for en klimaaftale for alvor i Paris
Stjernerne har forladt bygningen, og forhandlerne skal i gang med det hårde arbejde på klimatopmødet COP21
Efter mandagens stjerneparade med deltagelse af over 150 stats- og regeringschefer i Paris er forhandlerne på klimatopmødet COP21 nu skredet til arbejdet.
Og efter alle de grønne skåltaler fra det rekordhøje antal verdensledere begynder vanskelighederne for alvor igen, siger en centralt placeret kilde. Forude venter 11 dages benhårde forhandlinger om en aftale, der kan afværge fremtidige klimakatastrofer.
- Nu kan arbejdet begynde. Forhandlingerne begyndte så småt mandag aften, og langt de fleste er kommet hertil med arbejdshandskerne på. Men det er klart, at så snart vi begynder at drøfte konkrete emner, så bliver det vanskeligt igen, siger kilden til Ritzau.
Det er især nogle af de 'mindre progressive', der markerer sig fra begyndelsen. Fra tidligere COP'er er især den latinamerikanske Alba-gruppe med venstreorienterede regeringer kendt for at obstruere. Det er Bolivia, Nicaragua, Venezuela, Ecuador og Cuba.
Men også Indiens premierminister, Narendra Modi, langede mandag hårdt ud efter Vesten.
Det er hykleri, når de rige lande nu kræver, at ulande skal bruge mindre kul, olie og gas, mens industrilandene selv har bygget deres velfærd på at fylde atmosfæren med kulstof, sagde Modi.
- De velstående lande har stadig et stort CO2-aftryk, mens milliarder af verdensborgere på bunden af udviklingsstigen søger plads til vækst, sagde Modi.
Indiens leder forsømmer ikke nogen lejlighed til at nævne, at 300 millioner indere stadig mangler adgang til elektricitet. Hans land planlægger at brænde store mængder kul af i fremtiden, men mandag søsatte Indien samtidig et gigantisk projekt for solenergi.
En gruppe på hele 121 lande, rige såvel som fattige, lovede i Paris sammen med Narendra Modi, at de vil mobilisere over 7000 milliarder kroner inden 2030 til udbygning af solenergi, som alle skal kunne betale.
Frankrigs præsident, François Hollande, lovede tirsdag at afsætte to milliarder euro (15 milliarder kroner) over de næste fire år til ren energi i Afrika.