Novo-millioner på vej til Grønland
En storstilet indsats for at styrke diabetes- og livsstilsbehandling i Grønland er på tegnebrædtet, hvor Novo Nordisk Fonden spiller en central rolle.
Novo Nordisk Fondens bestyrelse har netop godkendt et visionsoplæg, der skal munde ud i at forbedre indsatsen for den almene sundhed og livskvalitet med fokus på diabetes, kronisk lungesygdom (KOL) og hjerte-kar-sygdomme.
Løft på flere planer
- Det er vores ambition, at det nye tiltag skal løfte både behandling, forskning, forebyggelse og uddannelse inden for diabetes og relaterede livsstilssygdomme til gavn for de grønlandske borgere, siger Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, i en pressemeddelelse.
- Med enighed om rammerne for en vision kan vi nu arbejde videre med en implementeringsplan, hvori projektet konkretiseres, siger Lars Rebien Sørensen.
Forventningen er, at Naalakkersuisut og Novo Nordisk Fonden i 2020 kan godkende den endelige plan, hvorefter en bevilling vil tilfalde projektet.
Sigtet er at etablere et nybygget ambulant videns- og kraftcenter i Nuuk i tilknytning til Dronning Ingrids Hospital.
Nye behandlingstilbud
Oplægget omfatter også udvikling af nye behandlingstilbud til børn og voksne, styrkelse af tidlig opsporing, forebyggelse, forskning og tværsektorielt samarbejde samt uddannelse af både borgere med diabetes og relaterede livsstilsygdomme, og sundhedspersonale, fremgår det af pressemeddelelsen.
Der har været en del aktører, som har været med til at udvikle det spændende visionsoplæg. Ud over Novo Nordisk Fonden og Sundhedsvæsenet har sundhedsdepartementet og finansdepartementet været involveret samt Grønlands Center for Sundhedsforskning.
- Naalakkersuisut ser frem til et stort løft af diabetes- og livsstilsområdet, som først og fremmest vil komme borgerne til gode, men som også kan medføre en væsentlig styrkelse af det tværsektorielle samarbejde om forebyggelse, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet Martha Abelsen.
Hele landet omfattet
- Det har været vigtigt for Naalakkersuisut, at hele landet er omfattet af planerne, således at alle borgere med behov får et sundhedstilbud af høj kvalitet. Vi forventer, at erfaringerne fra arbejdet med at udvikle og forbedre livsstilsområdet kan være med til at styrke andre områder i Det grønlandske Sundhedsvæsen, siger Martha Abelsen.