råstoffer

Norsk politi fjerner danske aktivister fra olieplatform

Norsk politi har mandag stoppet en Greenpeace-aktion mod en olieplatform i Norge, hvor tre danskere deltog

Arkivfoto
Offentliggjort

14 Greenpeace-aktivister - heriblandt tre danskere - har mandag formiddag trukket sig fra en aktion mod olieselskabet ExxonMobile i Ølen i det vestlige Norge efter indgriben fra politiet.

Det siger arktisansvarlig hos Greenpeace i Danmark, Jon Burgwald, til Ritzau.

- Aktivisterne blev fjernet fra platformen af politiet på helt fredelig vis, siger han.

Aktivisterne indtog mandag morgen boreriggen West Alpha, som ligger til kaj i Ølen, for at protestere mod, at ExxonMobile vil bore efter olie i det Arktiske Ocean i Rusland.

ExxonMobil og partneren Rosnefts plan er at fragte riggen West Alpha til Karahavet, hvor den fra juli til september skal bore efter olie. En olieboring, som Greenpeace frygter, kan skabe endnu en oliekatastrofe, som supertankeren Exxon Valdez var skyld i for 25 år siden.

Med aktionen ønsker Greenpeace at sætte fokus på de katastrofale miljøkonsekvenser, der kan opstå, når olieindustrien fejler, som ved Exxon Valdez-katastrofen.

- Det er ekstremt uansvarligt at bevæge sig direkte ind i et område, hvor et unikt natur- og dyreliv af isbjørne, hvalrosser, narhvaler og en af de største fuglekolonier i den nordlige hemisfære indtil nu har levet beskyttet, siger Jon Burgwald.

- Det er tid til, at verdens største olieselskab tager miljøhensynet alvorligt og skrinlægger sine olieboringer i Arktis.

Ved oliekatastrofen i 1989 fossede 40.000 ton olie ud og trak ødelæggende spor 2000 kilometer langs Alaskas kyster. Efterfølgende har ExxonMobile brugt mere end to milliarder dollar på at forsøge at rydde op.

Det er dog kun lykkedes at opsamle syv procent af den lækkede olie, og i dag ligger der fortsat olieansamlinger under klipperne langs kysten.

Powered by Labrador CMS