Norsk milliardær sigtes for drab på forsvunden hustru
Anne-Elisabeth Hagen fra Norge forsvandt i oktober 2018. Hendes mand sigtes for drab eller medvirken til drab.
Sagen om norske Anne-Elisabeth Hagens forsvinden har tirsdag - efter halvandet års efterforskning - taget en ny drejning.
På et pressemøde oplyser norsk politi, at man har anholdt hendes mand, forretningsmanden Tom Hagen. Han er sigtet for drab eller medvirken til drab.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt i oktober 2018. I den forbindelse havde en ukendt gerningsmand efterladt en skriftlig besked i familiens hjem.
Den indeholdt et krav om løsepenge for kvinden
Siden sommeren 2019 har politiet i Norge arbejdet ud fra en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt.
Motivet
Hvad Tom Hagens motiv skulle være, såfremt han har dræbt sin hustru, kan politiet ikke sige noget om.
– Vi kan ikke gå nærmere ind på, hvad motiverne kan være, lyder det.
Anklager Åse Kjurstad Eriksson fortæller på pressemødet, at man vil begære Tom Hagen varetægtsfængslet i fire uger.
Han vil onsdag blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør.