Norge smider 15 russiske ambassadeansatte ud af landet

Norge mener, at russiske ambassadefolk har misbrugt deres diplomatiske status, og de erklæres derfor uønskede.

Norske myndigheder mener, at 15 russiske ambassadeansatte har handlet på måder, som ikke er forenelige med deres diplomatiske status.
Offentliggjort

Det norske udenrigsministerium har torsdag erklæret 15 russiske ambassadeansatte for uønskede i Norge.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Det skyldes, at norske myndigheder mener, at de har handlet på måder, som ikke er forenelige med deres diplomatiske status.

Norges regering mener, at de 15 personer var efterretningsofficerer.

- De tiltag, som regeringen har besluttet, indebærer, at 15 russiske efterretningsofficerer, som har været under diplomatisk dække i Norge, nu bliver erklæret for uønskede, skriver udenrigsministeriet.

Russere udvist i mange lande

De 15 personer skal forlade Norge inden for kort tid, skriver NTB.

- Rusland udgør den største efterretningstrussel i Norge. Vi tager det alvorligt, og vi handler nu for at modvirke russisk efterretningsvirksomhed her i landet, siger udenrigsminister Anniken Huitfeldt.

- Vi vil ikke tillade, at russiske efterretningsofficerer opererer under diplomatisk dække i Norge, lyder det ifølge NTB.

Krigen i Ukraine spiller en rolle i Norges beslutning, siger ministeren.

- Truslen fra russisk efterretningsaktivitet er blevet øget på grund af den forværrede sikkerhedspolitiske situation, siger Anniken Huitfeldt.

Mange europæiske lande har den seneste tid udvist russere, som mistænkes for efterretningsarbejde under diplomatisk dække.

Regulært diplomatisk samarbejde ønsker Norge dog fortsat, lyder det.

- Jeg vil gerne understrege, at Norge ønsker normale diplomatiske relationer med Rusland, og at russiske diplomater er velkomne i Norge, siger Huitfeldt.

- Ekstremt uvenligt skridt

DR skriver, at udvisningerne sker, mindre end en uge før de nordiske medier DR, SVT, NRK og YLE offentliggør dokumentarserien "Skyggekrigen", der undersøger russiske efterretningstjenesters hemmelige operationer i Norden.

Rusland har torsdag reageret på den norske beslutning.

- Rusland vil komme med et passende modsvar, oplyser det russiske udenrigsministerium til det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Timur Tjekanov, der er pressekontakt på Ruslands ambassade i Oslo, har i en sms til VG også reageret på de norske udvisninger:

- Det her er et nyt, ekstremt uvenligt skridt, som vil blive fulgt op med tiltag.

Norge er en del af Nato og grænser op til Rusland langt mod nord.

Norge udviste også tre russiske diplomater i april sidste år.

Powered by Labrador CMS