Nordisk Råd: Årtiers kamp for ligeværdighed kan give pote
Grønland og Færøerne samt Åland har kæmpet i årtier for ligeværdighed i Nordisk Råd. Nu ser det ud til, at kampen langt om længe kommer til at give pote, i hvert fald hvis Lars-Christian Brask (LA) får sit forslag igennem.
Herhjemme har Naalakkersuisut tydeligt erkendt, at Grønlands rolle i Nordisk Råd skal revurderes, da årtiers kamp for ligeværdig deltagelse ikke er opnået.
Men nu vil formanden for Danmarks delegation i Nordisk Råd, Lars-Christian Brask (LA) hjælpe Grønland og Færøerne samt Åland, der hører under Finland med at komme igennem med det årelange krav om større indflydelse og ligeværdig samarbejde i Nordisk Råds regi.
Kan Danmark redde situationen?
Naalakkersuisut har gentagne gange stillet spørgsmål om hvorvidt, det er hensigtsmæssigt at Grønland deltager i et nordisk samarbejde, uden reelt at have nogen indflydelse.
Senest har Naalakkersuisut og partierne i Grønlands udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi for 2024-2033, som blev offentliggjort onsdag den 21. februar tilkendegivet:
"Fora under det nordiske samarbejde, hvor Grønland ikke anerkendes direkte indflydelse, vil blive nedprioriteret. På ressortområder, hvor Grønland har ansvar, kan Grønland kun deltage, når formel medindflydelse haves.
- Grønland vil evaluere samarbejdet for at skabe mere klarhed over, hvorledes den nordiske indsats skal prioriteres. Grønlands deltagelse vil afhænge af den formelle medbestemmelsesret."
Ny formand og nye boller på suppen
Noget tyder på, at Danmark nu har indset, hvis ikke der sker drastiske indrømmelser, så kan Danmark og hele Norden godt se langt efter Grønland i samarbejdet.
For fredag, to dage efter strategiens offentliggørelse meddeles det fra den nye formand for den danske delegation i Nordisk Råd, at nu skal Grønlands samt Færøernes og Ålands krav imødekommes.
Torsdag den 29. februar skal Danmarks delegation til Nordisk Råd drøfte hvordan Færøerne og Grønland kan få en mere ligeværdig stilling i Nordisk Råd. Dette sker efter ønske fra Færøernes og Grønlands delegationer til Nordisk Råd, og repræsentanter for Lagtinget og Inatsisartut er derfor blevet inviteret til at deltage i mødet. På mødet skal man diskutere et konkret forslag om at Færøerne, Grønland og Åland skal have bedre mulighed for at deltage i det parlamentariske samarbejde på lige fod med alle andre parlamenter.
- Det er vigtigt for mig, som ny formand for den danske delegation i Nordisk Råd, at lytte til Færøernes og Grønlands ønske om mere ligeværdighed i det nordiske samarbejde. Deres ønske bliver ofte affejet med traktater og grundlov og med langsigtede udsigter. Derfor har jeg stillet et forslag, som ved en enkelt ændring af Nordisk Råds indre forretningsorden vil kunne give Færøerne, Grønland og Åland en mere ligeværdig plads i det nordiske parlamentariske samarbejde. siger Lars-Christian Brask (LA), formand for Danmarks delegation til Nordisk Råd.