Nordisk Råd
Nordisk indsats mod plast i Nordatlanten
Nordisk Råd har holdt årets første møder, og de to grønlandske repræsentanter oplyser, at der nu tages initiativer mod plastforureningen i det nordatlantiske havområde.
I de nordatlantiske havområder kan man nu dokumentere, at plastaffald også findes i vores fisk og fangstdyr, fastslår Inatsisartut i en pressemeddelelse.
- Dybt problematisk med plastforuerning, da det truer vores fødegrundlag og dermed eksistensgrundlaget for befolkningerne i de nordatlantiske områder, udtaler Ineqi Kielsen, Siumut, der sammen med Iddimanngiiu Jensen Bianco, Inuit Ataqatigiit, repræsenterede Grønland på Nordisk Råds møde, der blev holdt i Oslo.
Kortlægning af afffaldsstrømme
I Udvalget for et Holdbart Norden var affaldspolitik på dagsordenen – blandt andet forslag om at kortlægge affaldsstrømme i Norden samt forslag om at forbyde mikroplast i kosmetik.
Politisk er man i Nordisk Råd opmærksom på, at et forbud mod mikroplast i kosmetik ikke i sig selv løser de voksende problemer med plastaffald og mikroplast, ”men der sendes et stærkt og afsmittende politisk signal til EU og andre lande og samarbejder ved, at Nordisk Råd arbejder meget konkret for at løse det store problem med plastforurening”, hedder det i pressemeddelelsen.
Et andet punkt, der blev diskuteret, var søfartssikkerheden i de arktiske områder.
Grønlandsk sprog på dagsordenen
I Udvalget for Kundskab og Kultur i Norden var Iddimanngiiu Jensen Bianco med og hun siger:
”Sprogdebatten fylder for øjeblikket i Nordisk Råd. Dette både i Præsidiet og i Kundskabs- og Kulturudvalget. Jeg er særligt glad for, at det grønlandske sprog og brugen af dette også er med i debatterne.
De to grønlandske medlemmer oplyser, at deres henvendelse til Præsidiet i Nordisk Råd om brug og oversættelse af det grønlandske sprog bliver emne for en høring i udvalget, hvilket vil sikre en saglig realitetsbehandling.
Næste møde i Nordisk Råd finder sted i april og gennemføres i Stockholm.