Nordatlantisk uenighed om arktisk arbejdsgruppe

Der er et forslag om, at Folketingets arktiske arbejdsgruppe bliver ændret til en delegation. Aaja Chemnitz Larsen er skeptisk.

Offentliggjort

Folketingets arktiske arbejdsgruppe bør ændre status til en delegation med egen bevilling på finansloven. Det forslag blev støttet af Folketingets delegationen i Nordisk Råd på det seneste møde onsdag 28. november.

Den arktiske arbejdsgruppe blev oprindelig nedsat i 2014 med det formål at give Danmark større indflydelse i Arktis. Arbejdsgruppen består af otte medlemmer, deriblandt de fire nordatlantiske medlemmer af Folketinget.

Den nye delegation skal - hvis Folketinget vedtager forslaget - efter planen bestå af medlemmer fra udenrigsudvalget, forsvarsudvalget og delegationen i Nordisk Råd.

Det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale (Javnaðarflokkurin) mener, at dette vil styrke Folketingets arbejde i Arktis.

- Vi har været aktive lige siden gruppen blev nedsat. Vi har afholdt og deltaget i alle mulige arrangementer, globalt som lokalt. Men i de seneste par år er interessen for Arktis vokset; klimaændringerne vil ramme det arktiske område først og mest - det er allerede begyndt, siger Sjúrður Skaale.

Frygter mindre indflydelse

Hverken Aleqa Hammond (NQ) eller Aaja Chemnitz Larsen (IA) har deltaget i mødet, hvor sagen blev drøftet, da de er i Grønland. Og Aaja Chemnitz Larsen er skeptisk.

- Det er gået meget hurtigt med dette forslag, så jeg har bedt om at det bliver behandlet en gang mere i delegationen til Nordisk Råd, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Så derfor vil forslaget komme på dagsordenen igen 6. december inden det eventuelt sendes videre til Folketinget. Aaja Chemnitz Larsens bekymring går på, at de nordatlantiske medlemmer risikerer at miste indflydelse.

- Der er ingen garanti for, at posten som formand eller næstformand går til et medlem fra Grønland eller Færøerne. Det er Folketinget der udpeger medlemmerne, og dermed er det afhængigt af, de to store blokke.

Hun henviser til, at Venstre efter sidste valg satte sig på formandsposten i Grønlandsudvalget. Først efter en politisk studehandel overlod Venstre posten til Aleqa Hammond (NQ).

Aaja Chemnitz Larsen (IA) peger på, at den nye delegation også vil udpege, hvem der skal sidde i den permanente komité for arktiske parlamentarikere (SCARP).

- Heller ikke her er det givet, at der vil blive peget på et medlem fra Nordatlanten.

I dag sidder hun selv på denne post. Sverige, Finland, Norge, Island, Ruslan dog Canada er ligeledes repræsenteret.

Færøske Sjúrður Skaale mener derimod, at det vil styrke Folketingets arbejde, hvis arbejdsgruppen omdannes til en delegation. Han går som en selvfølge ud fra, at de fire nordatlantiske medlemmer fortsat vil sidde i gruppen.

-Nye medlemmer, der er kendt med globalt samarbejde, vil automatisk medføre, at arbejdet kommer op på et højere niveau, siger Sjúrður Skaale.

Hvis Folketinget vedtager ændringen, så skal den træde i kraft efter næste folketingsvalg. Herefter vil poster i delegationen være i spil ved konstitueringen af Folketinget.

Powered by Labrador CMS