råstoffer
Nick: Råstofskolen skal ingen steder
1. viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia Jess Svane fra Siumut får ikke sit ønske opfyldt med flytning af råstofskolen
Aatsitassalerinermik Ilinniarfik/Råstofskolen bliver ikke flyttet fra Sisimiut.
Det fastslår medlem af naalakkersuisut for uddannelse Nick Nielsen fra Siumut. Hans partikammerat Jess Svane, der er 1. viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia, har ellers foreslået flytning af skolen til Qaasuitsup Kommunia. Men Naalakkersuisut har svært ved at se fordele ved en eventuel flytning nordpå.
Læs: Svane: Flyt råstofskolen nordpå
Læs: Demokraterne Ungdom afviser skoleflytning
Sermitsiaq bragte en artikel den 10. januar om, at Cairn Energy har savnet grønlandske ansøgere til sine tidligere prøveboringer ved Grønland. Råstofskolen i Sisimiut meddelte også umiddelbart efter, at der for tiden ikke er elever i oliebranchen.
Ingen fordele
Det fik Jess Svane til at foreslå flytning af råstofskolen til Qaasuitsup Kommunia, der allerede har erfaringer med prøveboringer, da Cairn Energy foretog prøveboringer ud for Qeqertarsuaq for flere år siden.
Men Naalakkersuisut kan ikke se fordele ved en eventuel flytning af råstofskolen til Qaasuitsup Kommunia.
- Skolen fungerer perfekt i samspil med andre relaterede uddannelser ved KTI Sisimiut, og det giver derfor ikke mening at flytte skolen til et sted, hvor der ikke forefindes støtte og synergi i forhold til råstofuddannelserne. Det er der ved KTI Sisimiut, meddeler Nick Nielsen.
Skolen ligger ikke stille
Jess Svane påpegede også, at råstofskolen blot står stille og mangler tilskud. Han mener, at naalakkersuisut bør tage stilling til om skolen blot skal stå stille eller blive flyttet.
- At der ikke er offshore-aktiviteter i landet i øjeblikket, betyder ikke, at skolen ligger stille på området. Råstofskolen har mange forskellige forberedende arbejder i gang, så det er ikke korrekt, når Jess Svane vil give indtryk af, at der ikke er aktiviteter på skolen på offshore-området. Naalakkersuisut har i øjeblikket 'Uddannelsesstrategien' og 'Forslag til Grønlands olie- og mineralstrategi' i høring. Strategierne fremlægges på Inatsisartuts forårssamling, og Naalakkersuisut vil derefter tage stilling til de nærmere skridt i forhold til fremtidige kurser og uddannelse på bl.a. offshore-området, siger Nick Nielsen, der understreger, at råstofskolen har omkring 200 kursister og elever om året.