valg

Nick Nielsen: Demokraterne fører populistik valgkampagne

Demokraterne vil i fremtiden offentliggøre samtlige udgiftsposter fra Naalakkersuisut. - Populistik valgkampagne, siger Siumuts kandidat til Inatsisartut-valget Nick Nielsen. Demokraterne afviser kritik

Siumuts kandidat til Inatsisartut-valget Nick Nielsen
Offentliggjort

Tirsdag bragte Sermitsiaq.AG historien om, at Demokraterne i fremtiden vil have offentliggjort samtlige udgifter fra Naalakkersuisut på Naalakkersuisuts hjemmeside. Det drejer sig om alle udgifter som rejser, repræsentationer, telefon og gaver.

Men nu kritiserer tidligere medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen Demokraternes formand, Anda Uldum.

- Populistik valgkampagne!

- Der er åbenhed i dag. Det er op til den enkelte naalakkersusoq at håndtere, hvordan denne skal ske, siger Nick Nielsen efter Demokraternes forslag om total åbenhed i forvaltningen af borgernes penge.

Nick: Jeg har lagt mit frem
- Jeg er den eneste politiker her i landet, som har åbenhed i forhold til nævnte udgifter. Jeg har løbende orienteret borgerne om mine udgifter, skriver Nick Nielsen og angriber herefter Demokraternes tidligere medlem af Naalakkersuisut for uddannelse Palle Christiansen:

- Politikeren fra Demokraterne har aldrig haft åbenhed, eksempelvis i forhold til sine rejseudgifter. Min forgænger brugte i 2011 og 2012 i alt 815.000 kroner til rejser.

- Hvorfor er disse tal ikke blevet forelagt til borgerne, når man vil have åbenhed?, spørger Nick Nielsen.

Læs: Demokraterne vil indføre total åbenhed

Angriber igen sin forganger
Herefter ridser Nick Nielsen de udgifter, han har haft som naalakkersuisoq, hvor han i to regnskabsår har brugt 640.000 kroner til rejser, og han fortæller, at hans telefonregning har ligget på omkring 15.000 kroner for samme periode, mens hans fodgænger (Demokraternes Palle Christiansen, red.) ifølge Nick Nielsen har haft en telefonregning på 250.000 om året.

- Det er populistisk at trække emnet åbenhed ind i valgkampen. Det afgørende er ens handlinger. Politikerne fra Demokraterne har skjult deres forbrug. Det er kommet til folks bevidsthed, når pressen gennem aktindsigt har fået oplysningerne.

- Derfor synes jeg, det er billigt fra Demokraternes side at gå til valg på åbenhed, når ens egen handlinger har været det modsatte, siger Nick Nielsen.

Demokraterne afviser kritik
- Anda Uldum, formand for Demokraterne, hvad siger du til Nick Nielsens kritik om, at Demokraterne fører en 'populistisk valgkampagne', fordi I blandt andet vil have total åbenhed omkring Naalakkersuisuts forbrug i fremtiden?

- Nick Nielsen og jeg har vist forskellige opfattelser af, hvad der er populistisk. Mit forslag om åbenhed er jo en direkte konsekvens af, at dette valg er blevet udskrevet, fordi politikere fra Siumut og Atassut ikke har været i stand til at håndtere det ansvar, der følger med, når man bliver medlem af Naalakkersuisut. Jeg tror, at man kan forebygge fremtidige skandaler ved at indføre total åbenhed. Det mener jeg ikke er populistisk. Hvis Nick Nielsen absolut vil beskæftige sig med populisme, så synes jeg, at han skal kigge indad i sit eget parti. I min verden er populisme nemlig, når man lover noget, som ganske enkelt ikke kan lade sig gøre. Det synes jeg Siumut har gjort i denne valgkamp.

Jens B.Frederiksen og Palle Christiansen
- Nick Nielsen kritiserer sin forgænger Palle Christiansens forbrug, da han var naalakkersuisoq, daChristiansen - ifølge Nick Nielsen - i 2011 og 2012 i alt brugte 815.000 kroner på rejser. Nick Nielsen spørger, 'hvorfor er disse tal ikke blevet forelagt til borgerne, når man vil have åbenhed?'. Hvad siger du til det spørgsmål?

- Først og fremmest vil jeg lige fastslå, at både Jens B. Frederiksen og Palle Christiansen er blevet pure frikendt af revisorerne i den undersøgelse, der har været, og hvor resultaterne ligger i en bankboks. Med hensyn til Palle (Christiansens, red.) rejser så har han jo fulgt de regler, der var. Min vurdering er, at disse regler skal skærpes, så alt bliver lagt åbent frem i en offentlig tilgængelig database på Naalakkersuisuts hjemmeside, svarer Anda Uldum.

- Er det for Demokraterne blevet lettere at kritisere og komme med ønsker og krav, nu hvor I ikke er med i Naalakkersuisut?

- Det er nu engang sådan, at det er mere naturligt at kritisere, når man sidder i opposition. Det tror jeg alle partier kan skrive under på. Når man sidder i Naalakkersuisut, så bakker man langt hen ad vejen op om den koalition, man er en del af. Det så vi jo i helt ekstrem grad kort før, valget blev udskrevet, da såvel Siumut og Atassut til at begynde med bakkede op om Aleqa Hammonds misbrug, fremhæver Anda Uldum.

Powered by Labrador CMS