efter kritik
Nick lover flere kollegier - i hele landet
Selvstyret vil bygge flere kollegier over hele landet. Også i Nuuk, påpeger politisk ansvarlig Nick Nielsen
- Jeg er opmærksom på, at der flere steder i landet er et behov for fortsat udvidelse af kollegiekapaciteten. Dette ikke blot i Nuuk, men også i tilknytning til uddannelsesinstitutioner i byer over hele landet. Af denne grund prioriterer Naalakkersuisut kollegiebyggeriet højt i hele landet, ikke blot i Nuuk, og vi planlægger at fortsætte udvidelsen af kollegiemassen.
Sådan lyder de lovende ord fra naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen, Siumut.
Det sker i forbindelse med KNR’s fokus på kollegiemangel.
I en pressemeddelelse gør Nick Nielsen samtidig opmærksom på, at en løsning på den akutte mangel på kollegier er ved at blive adresseret.
- I Nuuk såvel som andre steder arbejder vi på at sikre, at vi så vidt muligt finder gode løsninger til de studerende, der mangler kollegieplads. Dette vil som tidligere år medføre, at vi i perioden med stor efterspørgsel på kollegier grundet studiestart søger at øge vores kapacitet gennem kortvarige lejemål. Dette både i eventuelle ledige offentlige ejendomme såvel som på det private marked, hvis det er nødvendigt. Og jeg har forhåbninger om, at vi ender med at kunne tilbyde alle en kollegieplads, siger Nick Nielsen.
Flere studerende
- Når det så er sagt, så må vi i en periode prioritere, at alle aktive studerende får kollegieplads og kan starte deres uddannelse. De familier, der i en kort periode har mulighed for finde andre løsninger, eksempelvis at den ikke-studieaktive forælder kan blive i egen bolig i hjembyen, må gøre dette og så flytte med til studiebyen efter et par måneder, når der erfaringsmæssigt opstår ledig kapacitet.
- Der er i uddannelsesplanen investerer massivt i kollegiebyggeri, og der vil fortsat blive det i de kommende år. Mange flere studerende starter nu uddannelse end for syv år siden, og det skal vi alle glæde os over, siger Nick Nielsen.