Mount Everest
Nepal vil måle verdens højeste bjerg
Der er uenighed om, hvor højt Mount Everest er. Derfor har nepalesiske embedsmænd besluttet at måle bjerget.
Nepals regering vil måle højden af bjerget Mount Everest. Det fortæller nepalesiske embedsmænd fredag.
Mount Everest er verdens højeste bjerg, og ønsket om at måle det er opstået, fordi der er uenighed blandt bjergbestigere fra forskellige lande, om hvor højt det er.
Det er blandt andet et jordskælv, der havde en beregnet størrelse på 7,8, og som ramte i april 2015, der har skabt debat. Det kan nemlig have ændret ved højden af bjerget, mener flere embedsmænd.
Mount Everest ligger på grænsen mellem Kina og Nepal, og i 2005 angav kinesiske bjergbestigere og forskere højden til at være 8844,43 meter.
Mange bjergbestigere fra vesten bruger højden 8850 meter, der er blevet bestemt af organisationen National Geographic Society og Bostons videnskabsmuseum. De har brugt teknologi fra satellitter til at måle højden.
Nepal har aldrig selv målt højden af bjerget. Her bruger man bjergets snehøjde på 8848 meter, som blev målt af regeringskontoret Survey of India i 1954.
Den nepalesiske regering har fredag meldt ud, at kontroversen skal løses en gang for alle.
Dog har man ikke de nødvendige videnskabelige redskaber, der skal til. Der kræves blandt andet GPS, nivelleringsudstyr og gravimetre.
Det vil regeringen anskaffe fra eksperter og organisationer som International Association of Geodesy, der forsker i jorden og andre himmellegemers form og størrelse.
Der går et års tid, før verden kommer til at kende den eksakte højde af bjerget, fortæller Anil Marasini fra de nepalesiske myndigheder.
- Hvis vejrforholdene på bjerget er gode, vil vi starte arbejdet i sommer-klatresæsonen eller i efteråret 2018, siger han.
/ritzau/Reuters