Nedtælling til gyservalg
Alt tyder fortsat på et uhyggeligt tæt valg til Inatsisartut. Også ifølge en afstemning her på sitet er Siumut landets største parti
13 mandater til formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleists Inuit Ataqatigiit og 14 mandater til oppositionens største parti, Siumut.
Så tæt er kapløbet mellem landets to største partier ifølge en opinionsundersøgelse foretaget for nylig af HS Analyse for Sermitsiaq. En undersøgelse, hvor et repræsentativt udsnit af den grønlandske befolkning er blevet spurgt, hvad folk ville stemme, hvis der i dag var valg til Inatsisartut.
Her på hjemmesiden har vi stillet samme spørgsmål i en ikke-repræsentativ afstemning, og resultatet viser det samme: Siumut er det største parti.
Læs også "Ny måling: Siumut er den store vinder"
Se, hvordan Sermitsiaq.AG's læsere stemte i marts
Siumut står til fremgang
Ud af 1981 afgivne stemmer har Siumut fået 38,8 procent af stemmerne, mens Inuit Ataqatigiit har fået 32,3 procent. Ind som landets tredjestørste parti kommer Demokraterne. Partiet får ifølge vores uofficielle afstemning 11,7 procent af stemmerne, mens HS Analyses opinionsundersøgelse viser, at partiet ligger til at få 10,8 procent af stemmerne.
Ved valget i sommeren 2009 fik Inuit Ataqatigiit 14 mandater, Siumut 9 mandater og Demokraterne 4.
Se det grafiske afstemningsresultat for Sermitsiaq.AG’s opinionsundersøgelse ved at vælge billede nummer to under billedet øverst i artiklen.
Læs meget mere om HS Analyses opinionsundersøgelse i den nyeste udgave af Sermitsiaq, hvor du blandt andet kan se, hvor mange mandater de forskellige partier ville få i dag, hvis der var valg til Inatsisartut ifølge undersøgelsen. Køb avisen her:
Synes du, at valgkampen for alvor er gået i gang? Hvorfor eller hvorfor ikke?