Navalnyjs enke bliver måske nægtet adgang til begravelse i Moskva

Ud over Navalnyjs mor, Ljudmila, er det uklart, hvem der får lov at komme ind i kirken til begravelsen.

Folk samles fredag foran den kirke, hvor Navalnyj begraves.
Offentliggjort

Aleksej Navalnyjs stab opfordrer alle, der har kunnet se en mening med den afdøde oppositionspolitikers arbejde, til at dukke op til hans begravelse fredag i Moskva.

Samtidig ventes russisk politi at være markant tilstede. Flere frygter, at støtterne slet ikke vil blive tilladt adgang.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Fredag klokken 14 lokal tid - klokken 09 grønlandsk tid - går ceremonien i gang. Det sker i en kirke i det område af Moskva, hvor Navalnyj boede, inden han blev fængslet.

To timer senere skal han begraves på Borisovskyj-kirkegården.

Blev stillet ultimatum

Navalnyjs stab har ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyst, at de planlægger at livestreame begivenhederne både fra kirken og fra kirkegården.

Det flugter dog langt fra med de russiske myndigheders ønsker.

Det har blandt andet lydt, at Navalnyjs mor af myndighederne blev stillet et ultimatum vedrørende begravelsen.

Angiveligt skulle han enten begraves i stilhed eller i den straffekoloni, hvor han døde, har hans stab fortalt.

Ultimatummet blev dog afvist af hans mor. Den 69-årige Ljudmila ventes at deltage, men derudover er det uklart, hvem der faktisk får lov til at komme ind i kirken.

Det gælder blandt andet Navalnyjs enke, Julija Navalnaja, som aktuelt befinder sig uden for Rusland, men som har anmodet om tilladelse til at deltage.

Enke vil videreføre kamp

Navalnaja har blandt andet markeret sig ved at sige, at hun vil videreføre sin mands politiske kamp efter hans død. Hun har også meldt, at hun mener, Navalnyj blev udsat for tortur på præsident Vladimir Putins ordre.

Fra flere kanter er der en frygt for, at politiet vil forhindre deltagere adgang i kirken. Myndighederne har ved andre forsamlinger med forbindelse til Navalnyj defineret det som en politisk demonstration og lukket dem ned.

I forvejen er der risici forbundet med at sørge offentligt over politikerens død. Hundredvis af personer er eksempelvis blevet anholdt for at lægge blomster til ære for ham.

Navalnyj var den mest fremtrædende politiker og aktivist i den russiske opposition.

Han var i flere år i de russiske fængselsmyndigheders varetægt, inden han 16. februar døde i en arktisk straffekolon i det nordligste Rusland, hvor han havde befundet sig i en måned. Han skulle afsone mindst 30 års fængsel.

Ifølge en retsmedicinsk rapport døde han af naturlige årsager.

Navalnyj, der var uddannet advokat, blev 47 år. Foruden sin hustru efterlader han sig en datter og en søn.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS