Nato skærper synet på Kina og Rusland

Mette Frederiksen erkender på Nato-topmøde, at Vesten har været naiv i synet på Rusland.

Offentliggjort

Europa er grundlæggende forandret med Ruslands invasion af Ukraine.

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), efter at hun onsdag var med til at vedtage Natos nye strategiske koncept på Nato-topmødet i Madrid.

Konceptet tegner alliancens strategiske udsyn i de kommende år. Og det skærper markant synet på Rusland og Kina.

Rusland betegnes nu som "den vigtigste og mest direkte trussel mod de allieredes sikkerhed". Samtidig omtales Kina nu som en udfordring for Nato-landenes sikkerhed.

Dermed har Nato lavet et næsten utroligt strategisk skift i forhold til den seneste strategi fra 2010. Her blev Rusland betragtet som en partner for Nato. Og Ruslands daværende præsident deltog selv på Nato-topmødet i Lissabon i 2010.

Diskussion i retrospektiv

På spørgsmålet om, hvorvidt Vesten har været for naiv over for Rusland, siger Mette Frederiksen:

- Ja, det har vi. Jeg er sikker på, at vi blandt allierede og mere bredt globalt kommer til at have en diskussion om, hvordan tingene har udviklet sig igennem den senere tid.

- Men jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at landene har gjort det med et godt hjerte. Der har været et ønske fra Europa og USA's side om at have et godt samarbejde med Rusland. Men der er ingen tvivl om, at der har været en naivitet for længe. Den er slut nu, siger Mette Frederiksen.

Hun peger på Ruslands invasion af Ukraine og forsøg på at bruge "gammeldags magtmidler" til at definere grænsedragningen i Europa.

- Vi ser også voldsomme overgreb på den civile befolkning. Og vi ser et Rusland, som er stadig mere aktiv i forhold til at skubbe til konflikter på Balkan og i Afrika.

- Rusland er medvirkende til, at der er en fødevarekrise, som kan sætte sig i hungersnød. Det handler også om, at man håber på et migrationspres mod Europa for at destabilisere vores samfund. Det kræver en fuldstændig anden tilgang til Rusland, siger Mette Frederiksen.

Også i forhold til Kina vil Nato-landene nu tage sig mere i agt.

Kina og klimakampen

Det er blandt andet Kinas oprustning med langtrækkende missiler og atomvåben, der skaber bekymring. Kina betegnes dog ikke som en direkte trussel på samme måde som Rusland.

Skal vi fra dansk side ændre vores forhold til Kina?

- Det er klart, at alle lande nu kommer til at genoverveje vores stillingtagen sikkerhedspolitisk og i det hele taget.

- Vi har ikke altid de samme interesser. Det skal vi være meget bevidste om i Europa og i Danmark, siger Mette Frederiksen.

Regeringen lægger dog ikke op til at opgive det nuværende partnerskab med Kina. Det er vigtigt i forhold til blandt andet at kunne påvirke Kina på klimadagsordenen, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Kina bliver en langsigtet udenrigspolitisk udfordring for os alle sammen. Men vi har også interesse i, at de bidrager til klimakampen. Kina står for 28 procent af verdens CO2-udledninger, siger Jeppe Kofod.

Powered by Labrador CMS