Nato rykker i Arktis
En oprustning er næsten uundgåelig, når Nato rykker ind i Arktis, men ekspert vurderer, at der også er banet en vej for dialog ud fra et reelt ønske fra både Rusland og USA om at holde området fredeligt.
Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken ser gerne, at Natos ledere diskuterer det nordatlantiske område, når de den 14. juni mødes til topmøde i Bruxelles for blandt andet at tale strategi frem mod 2030, skriver avisen Sermitsiaq.
USA ønsker at trække den vestlige forsvarsalliance tættere på det arktiske område, formentlig fordi Rusland allerede har oprustet i området, og fordi Kina også markerer strategiske interesser.
Dertil hænger den arktiske militære region uløselig sammen med, hvad der foregår rundt omkring i Europa. Det kan ifølge eksperter gøre det svært at undgå et våbenkapløb i Arktis og sikre, at området forbliver lavspændingsområde.
– Den militære reorganisering, som har været i gang i Nato siden 2014, og som i første omgang handlede om at sende tropper til Baltikum, fører nu til, at Nato kaster det militærstrategiske blik sammen med USA på den nordlige flanke, som altså også indeholder Arktis, siger seniorforsker ved center for militære studier på Københavns Universitet, Kristian Søby Kristensen til avisen Sermitsiaq.
Læs hele artiklen på ugens Sermitsiaq: