natur
Nationalparken i legendarisk magasin
Dansk forfatter leverer lang reportage om vores store nationalpark til National Geographic – klodens største magasin om naturvidenskab
Der er en ekstra god grund til at kaste nogle skillinger efter den seneste udgave af National Geographic.
Specielt hvis du som formentlig de fleste af os aldrig har sat fod i Grønlands Nationalpark, men altid har drømt om at besøge det 972.000 kvadratkilometer store område med den nordlige halvkugles største iskappe.
National Geographic bringer nemlig en 13 sider lang reportage om parken, der er verdens største nationalpark.
Den arktiske bacille
Bag billederne står Uri Golman og Helle Olsen. Ordene er leveret af journalisten Martin Breum, der tilbragte nogle af sine barndomsår i Grønland, før hans familie flyttede til Danmark.
Her blev han især kendt for at stifte magasinet PRESS og som tv-vært hos Danmarks Radio. I 2014 sagde han imidlertid sit sikre job op. Den arktiske bacille havde fat i ham.
Martin Breum ville fokusere på Grønland. Det er der kommet en række bøger og tv-udsendelser ud af. Men artiklen i National Geographic, der udkommer i 28 lande og på 25 forskellige sprog, er alligevel noget helt specielt.
Drøm fra ungdommen
– En af min journalist-ungdoms drømme forløstes på smukkeste vis forleden: National Geographic har lige udgivet - i den nordiske udgave - en 13-siders reportage, hvor jeg har leveret teksten. (…) Uuuuhhh - det er sjovt. NG har altid for mig været bladet med de mest vidtløftige, explorer-agtige-overskudsreportager! Jeg får helt lyst til at rejse kloden lynhurtigt rundt et par gange og skrive mere!, skriver Martin Breum på sin Facebook-profil.
Her har han også lagt et link til teksten og billederne bragt i magasinet, hvis nogen skulle have lyst til at se og læse med. Linket er:
https://drive.google.com/file/d/0B7L-34lxwlF0NDJsVHdYcE1vRUE/view