Narhvaler og ordblinde på dagsorden
Både oppositionespartier og koalitionspartier har fremsat lignende beslutningsforslag omkring optælling af narhvaler og undervisning til ordblinde. Emnerne skal drøftes i Inatsisartut i dag.
Optælling af narhvaler i Østgrønland skal begyndes.
Det mener både koalitionspartiet Inuit Ataqatigiits medlemmer Harald Bianco og Knud Mathiassen og Siumuts Lars Poulsen der har fremsat hver deres beslutningsforslag der skal diskuteres i Inatsisartut i dag.
Men også en fremtidig kvotetildeling af narhvaler i både Ittoqqortoormiit og Tasiilaq-området bør sættes på plads. Det mener Emanuel Nûko, Naleraq, der også har fremsat en forespørgselsdebat, der er på programmet i dag.
Både Inuit Ataqatigiit og Siumut mener, at optællingen bør ske i tæt samarbejde med fangerne, der kender området godt. Optællingen skal danne et realistisk billede af narhvalsbestanden i Østgrønland, der de seneste år er blevet en politisk varmt kartoffel.
Naleraqs Emanuel Nûko mener, at kvoter på narhvaler i Østgrønland bør diskuteres nu, da fangerne i Tasiilaq og Ittoqqortoormiit er stærkt afhængige af indtægter fra narhvalsfangst.
De tre fremsatte punkter skal debatteres samlet i dag.
Ordblinde på blokken
Også i forhold til ordblinde i Grønland er koalitionen og oppositionen godt enige.
Siumuts Aslak Jensen er klar til at arbejde for at bane politisk vej for at udvikle et hjælpeprogram til ordblinde på grønlandsk.
Ordblinde i landet har været et emne, som har fået politikerne op af stolen gennem de seneste år.
Demokraatits Nivi Olsen ønsker, at der udvikles og implementeres en grønlandsksproget national ordblindetest til at diagnosticere ordblindhed til brug i folkeskoler og på videregående uddannelser.
Også Inuit Ataqatigiits Sofia Geisler ser gerne, at Naalakkersuisut går i gang med arbejdet med national handleplan for ordblinde.
- Den store udfordring i denne sammenhæng er, at der ikke findes en ordblindhedstest, som tager hensyn til grønlandske forhold og til det grønlandske sprog. Det skal vi have lavet om på hurtigst muligt, skriver Nivi Olsen i sin begrundelse.
Ingen statistik over ordblinde
- Ved at udarbejde en national handlingsplan, og dermed skabe bedre forudsætninger for en hel gruppe i befolkningen, vil vi skabe bedre livsvilkår, og større uafhængighed som mennesker. Inuit Ataqatigiit mener derfor, at det er nødvendigt og yderst relevant at der udarbejdes en national handlingsplan, begrunder Sofia Geisler.
I dag benytter folkeskolen et screeningsværktøj til at spotte elever med læsevanskeligheder i de yngste trin. Screeningsværktøjet er dog ikke nok til at diagnosticere ordblindhed.
Der er ikke en statistik for hvor stor en andel af befolkningen, der er ordblinde eller har læsevanskeligheder.