Når venskaber skal holdes ved lige
Skoleelever fra Kangerlussuaq var på rundtur i Aalborg, da Sermitsiaq.AG tilfældigvis stødte ind i de glade unge mennesker. Hvad laver I her, spurgte vi eleverne.
6. og 7. klasse fra skolen i Kangerlussuaq er i disse dage på besøg hos venskabsklassen på Jetsmark Skole i Pandrup i Nordjylland.
Fredag gik turen til Aalborg, hvor de havde et større program, der bragte dem hid og did i Limfjordsbyen.
De besøgte blandt andet Det Grønlandske Hus, hvorefter turen gik til stormagasinet Salling, hvor der var store forventninger til både det store vareudbud og de rullende trapper.
Kan berolige forældrene
På turen rundt i Limfjordsbyen løb skoleeleverne tilfældigvis ind i Sermitsiaqs medarbejder Jesper Hansen, der blev lidt overrasket over at møde skoleeleverne fra Kangerlussuaq.
- Et billede af disse dejlige børn måtte jeg tage, fortæller journalist Jesper Hansen, der kan forsikre elevernes forældre, at børnene virkede til at have det usædvanligt godt.