Napaattooq: Jeg havde ingen spindoktor
To år efter han blev fyret som landsstyremedlem for boliger og infrastruktur, befandt Jens Napaattooq sig mandag på anklagebænken, hvor han skulle forsvare sig mod anklagen om fråds med repræsentationskontoen.

Efter flere udsættelser på grund af det dårlige vejr i Nuuk, begyndte retssagen mod det tidligere landsstyremedlem klokken 15.45 mandag eftermiddag. Jens Napaattooq der nyligt var ankommet fra Ilulissat, begyndte med at fortælle om sin start som landsstyremedlem, hvor han blev valgt, mens han var borgmester i Ittoqqortoormiit.
Han indrømmede, at det havde været et stort spring for ham at blive landsstyremedlem fra at være borgmester i en lille by med 500 indbyggere.
– Da jeg blev landsstyremedlem, fik jeg ikke direkte at vide, hvad jeg kunne bruge repræsentationskontoen til. Der var ingen klare retningslinjer for, hvad man kunne bruge den til og hvor grænsen gik. Jeg spurgte til det, men fik at vide, at hvis man overskred budgettet kunne man bare tage fra fælleskontoen. Derfor bekymrede jeg mig ikke så meget, siger Jens Napaattooq til anklagemyndigheden.
Jens Napaattooq havde brugt repræsentationskontoen til private middage på restauranter i Nuuk, Ilulissat, Kangerlussuaq og Danmark. Han havde inviteret private venner, politikere, bekendte, sin ekskone og 4 sønner til middage, hvor anledningen til middagene kunne være beskrevet som strategimøder, eller evaluering af møder, eller noget helt tredje.
– Jeg havde jo ingen spindoktor som man har i dag, derfor brugte jeg tit mine venner og bekendte som sparringspartnere, og for at sondere det politiske liv, siger Jens Napaattooq.
Den administrerende direktør i hjemmestyret, Kaj Kleist, der blev indkaldt som det første vidne, blev spurgt om, hvilke retningslinjer der har været til repræsentationskontoen, da Jens Napaattooq blev landsstyremedlem. Han forklarede, at der ikke havde været klare retningslinjer, og at man efter, at sagen mod Rasmus Frederiksen, det tidligere landsstyremedlem for fangst og fiskeri, og Jens Napaattooq begyndte, havde strammet gevaldigt op på retningslinjerne. Han kunne endvidere fortælle, at landsstyremedlemmerne i dag næsten ikke bruger deres repræsentationskonti.
Når Jens Napaattooq havde betalt med sit kreditkort, til middage eller andet, var det enten Jens Napaattooq selv, eller hans ministersekretær Ulrik Josefsen der skrev under på bilaget. Derefter blev det igen godkendt og underskrevet af direktøren Dorthe Johansen. Derfor var Jens Napaattooq ikke så bekymret over sit forbrug, da alle bilag altid skulle godkendes af to personer.
Retssagen, der er sat til at vare i 5 dage, fortsætter igen tirsdag morgen klokken 8.00, hvor de fleste af de 24 vidner der er blevet indkaldt i sagen,kommer for.