I august blev borgere i Nanortalik mødt af et opslag i byens sundhedscenter om, at der ikke ville være en læge til stede i byen i september samt henover jul og nytår.
Annonce
Sermitsiaq har spurgt sundhedsledelsen til sagen, og i et skriftligt svar oplyser, direktør Tine Amondsen, at lægemanglen skyldes rekrutteringsproblemer:
- Det er korrekt, at der kan være perioder uden læge på Nanortalik Sundhedscenter på grund af rekrutteringsudfordringer. I sådanne perioder tilbydes telemedicinske løsninger, med speciallæger fra Nuuk, skriver direktøren.
Hun forklarer, at sundhedsvæsenet løbende gør en indsats for at tiltrække læger til alle landets sundhedscentre, men det er desværre ikke altid muligt.
Løsning er telemedicin
I stedet bliver Nanortalik dækket på afstand:
- For at imødekomme udfordringen med tiltrækning af speciallæger til faste stillinger på landets sundhedscentre, blev der som en del af Sundhedsforliget i november 2023 prioriteret midler til etablering af et team til telemedicinsk lægedækning i lægesvage eller lægetomme bosteder, skriver Tine Amondsen.
Hun oplyser videre, at udover den telemedicinske lægedækning, vil der være periodevis besøg af læger enten fra Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk eller fra regionshospitalet.