Naleraq tager afstand fra muligt nyt samarbejde med Folketings-udvalg
Som noget nyt mødes udenrigsudvalg på tværs af rigsfællesskabet onsdag. I Naleraq er man imod det nye samarbejde, da partiet ser det som et forsøg på tættere integration og samarbejde med Folketinget.
Et nyt tiltag finder sted i dag onsdag, hvor udenrigsudvalg fra alle tre parlamenter i Kongeriget mødes i Nuuk.
Tiltaget begrundes blandt andet med, at medlemmer af Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg (USPU) bør have adgang til mere information og efterretninger i lighed med deres kolleger i Folketinget.
Sermitsiaq.AG har erfaret fra flere kilder, at der ikke har været enighed i udvalget om det nye tiltag, og at blandt andre Naleraqs medlem Pele Broberg har stillet sig skeptisk overfor forslaget.
Det bekræfter Pele Broberg overfor Sermitsiaq.AG.
Foretrækker særskilt information
Pele Broberg mener, at det ville være bedre, hvis udvalget egenhændigt kunne få mere direkte information fra eksempelvis efterretningstjenesterne FE (Forsvarets Efterretningstjeneste), PET (Politiets efterretningstjeneste) samt Nato, hvor Grønland nu har en repræsentant siddende.
Ifølge Pele Broberg har tjenesterne tidligere tilbudt det.
- Jeg ser helst, at man havde et ønske om selvstændighed og få øget vores egne kompetencer og få informationer, der ligger til grund for udenrigs- og sikkerhedspolitikken direkte fra efterretningstjenesterne og andre organer, siger Pele Broberg.
Det er ikke kun Naleraqs holdning til selvstændighed, der ligger til grund for politikerens holdning:
- Jeg ønsker ikke en samarbejdsaftale på den måde, som det er stillet op. Jeg har gjort opmærksom på, at vi har Selvstyreloven, hvor det er Inatsisartut og Naalakkersuisut, der repræsenterer Grønland, siger Pele Broberg og fortsætter:
- Et skridt i en den forkerte retning
- Det, man lægger op til, er at styrke det danske rigsfællesskab ved at kalde det ”Kongerigets Sikkerhedspolitiske Udvalg/Nævn”. Det er set fra vores side et skridt i den forkerte retning. Der er mange nuancer i denne debat, som ellers har været ført bag lukkede døre af hensyn til den indbyrdes respekt mellem parlamenterne i landene.
Udvalgsformand i USPU Mariia Simonsen (IA) har som optakt til mødet fortalt, at udvalget endnu ikke har taget stilling til, om tiltaget skal formaliseres og fortsætte.
Pele Broberg siger, at han vurderer, at en eventuelt samarbejdsaftale skal behandles i Inatsisartut:
Vil have aftale behandlet i Inatsisartut
- Jeg har set udkastet til, hvad de kalder en samarbejdsaftale. Og jeg har gjort opmærksom på, at det ikke er noget vores udvalg kan indgå aftale om med et andet lands parlament uden Inatsisartuts godkendelse, siger han.
Pele Broberg understreger, at Naleraq respekterer flertallets ønske og vil møde op til møderne - også i dag onsdag, hvor parlamentarikerne fra de tre rigsdele altså mødes i Nuuk.
- Vores grundholdning er, at hvis Danmark mener, det er et ligeværdigt samarbejde og vil give os mulighed for, at PET, FE og andre kan briefe os mere. Hvorfor så ikke gøre brug af det, lyder det fra Pele Broberg.