Naleraq presser på: Kræftsyge Naja Zeeb Pedersen skal have behandling

Medlem af Inatsisartut Jens Napaattooq fra Naleraq vil have Naja Zeeb Pedersen i behandling hurtigst muligt. Forskelsbehandling i Rigsfællesskabet er etisk forkert, mener han.

- Hvorfor skal dem i Danmark have muligheden, når vi i Grønland ikke skal, spørger Jens Napãtôk’.
Offentliggjort

Koste hvad det vil.

Naleraq opfordrer på det kraftigste partierne i Inatsisartut til bakke op om, at kræftsyge Naja Zeeb Pedersen her og nu får bevilliget eksperimentel behandling af Naalakkersuisut.

En udokumenteret behandlingsform, som lægen på Rigshospitalet i København har godkendt hende til, men som visitationsnævnet i Grønland har afvist at ville betale for.

Jens Napaattooq fra Naleraq oplyser, at han er bekendt med, at Naja Zeeb Pedersens chancer for at overvinde kræften med eksperimentel behandling er meget små, men at det sådan set er underordnet.

- Den lille chance giver håb. Og det kan være, at hun er heldig. Det ville være et stort skridt på vejen, hvis man kunne forlænge hendes liv, siger han og tilføjer:

- Hvorfor skal dem i Danmark have muligheden, når vi i Grønland ikke skal? Vi (Naleraq, red.) er meget forargede over den forskelsbehandling, der finder sted i Rigsfællelsskabet. Det er etisk forkert.

Sundhedsvæsenet hører under Grønland, og det er fra grønlandsk hold, der er sagt nej til eksperimentel behandling af kræft.

Foreløbigt kun hende

Til spørgsmålet om det kun er Naja Zeeb Pedersen, der skal tilbydes eksperimentel behandling, svarer Jens Napaattooq, at det foreløbigt er hende. Det skal være et statement om, at borgere i Rigsfælleskabet ikke skal forskelsbehandles.

- Vi må behandle hendes hastende sag. Senere i forløbet må vi vurdere, hvad det rundt regnet vil koste, siger han med henvisning til eksperimentel behandling i Danmark.

Berit Bjerre Handberg, cheflæge i Det Grønlandske Sundhedsvæsen og formand for visitationsnævnet, har over for Sermnitisaq.AG givet udtryk for, at hun synes, der er andre ting, som er langt værre. For eksempel at der ikke er midler og kræfter til dokumenterede behandlinger, såsom hjælp til psykiatriske diagnoser, smerter i knæ og hofter - og at røntgenudstyret i Grønland er ganske forældet.

Politikeren fra Naleraq oplyser, at han er meget enig med Berit Bjerre Handberg. Det handler om prioritering, men, siger Jens Napaattooq, bevillingsmæssigt, så ligger grønland meget lavt sammenlignet med de nordiske lande.

- Vi ligger kun på 60 procent sammenlignet med de andre landes bevillinger. Vi får en ringe service for den ringe betaling, vi giver.

Jens Napaattooq forklarer, at der på tværs af partierne bør laves et forlig om flere midler til sundhedsvæsenet, så politikerne kan indfri de ønsker, som sundhedspersonalet efterlyser.

Naleraq går blandt andet til valg på, at økonomiske midler, som bruges til sundhedsvæsenet, skal bruges i Grønland, og at Danmark skal betale for patienter, der skal behandles i Danmark.

Powered by Labrador CMS