NAKUUSA vil oprette børneråd i Qaanaaq
Et nyt børneråd i Qaanaaq skal være et talerør for byens børn og unge, hvor de kan fortælle kommunen og Selvstyret om, hvordan de har det i byen.
I begyndelsen af august tager medarbejdere fra NAKUUSA til Qaanaaq for at etablere børnerådet, som kommer til at hedde ”Avanersuarmi Meeqqat Isummersorfiat” (’Børnerådet i Avanersuaq’).
Det skriver NAKUUSA, der er et samarbejde mellem Selvstyret og UNICEF Danmark om at forbedre børns rettigheder.
- NAKUUSA’s vigtigste arbejde er at få viderebragt børnenes meninger og ytringer ad de rette kanaler, da det er børnenes ret at blive hørt, udtaler NAKUUSA’s projektleder, Mia Skifte Lynge.
Børnerådene er for børn mellem 13 og 17 år, og de har til formål at arbejde med og fremme kendskabet til børns rettigheder, samt være børnenes talerør til kommunerne og Grønlands Selvstyre om børns forhold.
Syvende børneråd
Børnerådene i NAKUUSA er tilknyttet kommunerne, og lige nu er der seks børneråd – et børneråd i hver kommune samt i Østgrønland. Med et nyt børneråd i Qaanaaq bliver der i alt syv børneråd, oplyser organisationen.
- Vi glæder os til rejsen og især til at møde børn og unge. Med ”Avanersuarmi Meeqqat Isummersorfiat” glæder vi os til at arbejde med børn, som kan være talerør for den allernordligste del af vores fantastiske land.
- Vi skaber også på denne måde en bro mellem børn i hele Grønland, da man skaber netværk ved at være medlem af et børneråd, udtaler Mia Skifte Lynge.