pilluarit

Naja Marie Aidt runder skarpt hjørne

Naja Marie Aidt har udgivet et utal af digtsamlinger og høstet hæder i spandevis. Men det er væk fra tastaturet, 50-års-fødselaren ser sin egen største bedrift

Naja Maria Aidt er født og opvokset i nuværende Aasiaat
Offentliggjort

Som en julegave til fremtidens danske prosa og poesi blev Naja Marie Aidt født juleaften i Egedesminde - i dag Aasiaat.

24. december er der gået 50 år.

Den første historie skrev hun allerede som syvårig, kort før Naja Marie Aidt flyttede fra Grønland til København med sin mor og far. Historien handlede om en fugl, som mistede sin bedste ven i en skov.

Godt 20 år efter fuglehistorien debuterede Naja Marie Aidt med sin første digtsamling "Så længe jeg er ung". Siden har hun sammenlagt produceret tre noveller, fem børnebøger, en roman, et filmmanuskript og 10 andre digtsamlinger.

Den omfattende produktion har stort set altid høstet hæder hos anmelderne og kastet en række legater af sig såsom Herman Bangs mindelegat og det Livsvarige legat fra Statens Kunstfond.

Særligt novellesamlingen "Bavian" fra 2006 har også fået Naja Maria Aidts navn indgraveret i flere store litterære priser, blandt andet Kritikerprisen 2007 og Nordisk Råds Litteraturpris i 2008.

I 2011 fik Naja Marie Aidt også Søren Gyldendal Prisen for hele forfatterskabet, der skrives af lyst og på gehør uden akademisk uddannelse.

- Hendes forfatterskab er et forfatterskab, der hele tiden vokser ud over sig selv. Hendes forståelsesramme for menneskets vilkår bliver stadig større, skrev juryen i sin begrundelse for Søren Gyldendal Prisen i 2011.

- Hun skyr omsvøb og bortforklaringer, hun skriver ikke for hyggens skyld og for at få os til at føle os tilpas, hun er illusionsløst nøgtern og usentimental indtil det rå og brutale i sin beskrivelse af nutidsmenneskets udsatte position mellem instinkt og civilisation.

Det er dog ikke de mange litterære bedrifter, som, forfatterinden selv mener, er det væsentligste. Det er derimod de fire sønner, hvor hun fik den første som 18-årig og i dag bor sammen med den fjerde i bydelen Brooklyn i New York.

Powered by Labrador CMS