Forsvar
Næsten frit slag for udenlandsk militær i Grønland
Rigsfællesskabets militær overvågning af Arktis er så svag, at udenlandsk militær i princippet kan færdes uden at blive opdaget. Det skriver Arktisk Nyt.
Russiske, amerikanske, canadiske og norske kampfly kan i princippet overflyve Grønland og krænke dansk suverænitet på daglig basis, ligesom fremmede landes soldater i princippet kan patruljere og slå lejr på indlandsisen uden at det danske forsvar ville opdage det. Det skriver Arktisk Nyt i en analyse.
Analysen støtter sig til rapporten 'Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis', som blev offentliggjort sidste år.
LÆS: Arktisk Kommando får nye helikoptere
- Sammenfattende kan det konstateres, at Forsvaret i dag ikke råder over et dækkende situationsbillede i det arktiske område, ligesom der i overvågningen ikke anvendes satellitter eller undervandssensorer, fremgår det af rapporten.
Arktisk Nyt peger på at en effektiv overvågning er en forudsætnng for, at Forsvaret kan løse opgaver som for eksempel suverænitetshævdelse, redningstjeneste, og fiskeriinspektion.
LÆS: Intet stort militært sats i Arktis lige foreløbig
I Nord- og Nordøstgrønland udgør Slædepatruljen Sirius den eneste kontinuerlige militære tilstedeværelse. Det betyder i teorien, at en fremmed magt kunne etablere en militærbase her og gemme sig i op til fem år, vuderer Arktisk Nyt.