Naalakkersuisut vil sikre beskyttelse af arktisk havmiljø
Grønland har tilsluttet sig den såkaldte OSPAR-ministererklæring 2021, der handler om bekæmpelse af havmiljøforurening i det nordøstlige Atlanterhav. Erklæringen har også til hensigt at standse tabet af biodiversitet, forebygge og mindske forurening af havmiljøet.
Rettelse klokken 15.55: Grønland har været med i den internationale havmiljøkonvention siden 1996. Landet har nu tiltrådt ministererklæringen for 2021.
Ministrene i blandt andet Norge, Sverige, Finland, Island og Storbritannien vil i tæt samarbejde sætte en stopper for forurening af det nordøstlige Atlanterhav.
Grønland har været med i en international havmiljøkonvention, som omhandler hele Nordøst Atlanten siden 1996. Naalakkersuisut har nu valgt at tiltræde i ministererklæringen for 2021. Det oplyser Selvstyret.
- Vi tager med tilslutningen til ministererklæringen endnu et skridt mod en bæredygtig og grøn fremtid. Når vi skal løse de store globale klima- og miljøudfordringer, er det helt afgørende, at vi bliver enige og har et godt samarbejde internationalt, udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund i en pressemeddelelse.
Landet forpligter sig
Ministererklæringen stiller blandt andet krav om at reducere plastikaffald, engangsplastik og plast fra havet, hvilket er i overensstemmelse med Naalakkersuisuts tilkendegivelse om, at der senest i 2023 indføres et forbud mod engangsplastik.
- Naalakkersuisut vil i samarbejde med andre lande sikre, at vi sætter naturen mindre under pres. Vi skal beskytte det arktiske havmiljø mod forurening, så naturressourcerne er til størst mulig gavn for både nuværende og kommende generationer, siger Kalistat Lund.
I ministererklæringen forpligter landene, som har underskrevet OSPAR-konventionen, sig blandt andet til at beskytte det arktiske havmiljø mod forurening og indvirkningerne af klimaforandringerne. Dette skal blandt andet ske gennem samarbejde med andre organer, såsom Arktisk Råd og FN´s Internationale Søfartsorganisation, IMO. Det oplyser Naalakkersuisut.
Læs om OSPAR ministererklæring her.