Naalakkersuisut vil forlænge forældreorloven gradvist
En forlængelse af forældreorloven på fire uger kommer ikke på tale og demonstrerer, at Naalakkersuisut ikke i alle henseender følger støttepartiet Demokraterne, der har fremsat beslutningsforslaget om en forlængelse.
I et svarnotat fra Doris J. Jensen, Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet, oplyses det, at Naalakkersuisut ”vil arbejde for, at udvidelsen af forældreorloven indføres gradvist”.
Barselsfond er første skridt
Randi Vestergaard Evaldsen fra Demokraterne har ønsket en forlængelse på fire uger af den nuværende forældreorlovs-periode, men Doris J. Jensen mener, at etableringen af en barselsfond er første skridt, som skal tages.
- Næste skridt vil være at se på selve indretningen af barselsordningen, f.eks. mere fleksibilitet ved mulighed for deltidsbarsel, mulighed for at afbryde barsel og genoptage barsel, nævner Doris J. Jensen blandt andet.
Finansieringen skal analyseres
Hun henviser desuden til, at finansieringsmodellen kræver en nærmere analyse og mener, at spørgsmålet må bringes op i forbindelse med de samlede prioriteringer i forbindelse med de pågående finanslovsforhandlinger.